Den samme gamle opholdstue som altid

V= irl.
S= Slytherin's opholdstue.
T= Lidt over 5 om dagen.
O= elever der er i opholdstuen.


Damian, trådte stille ind i opholdstuen. Væggen til opholdstuen lukkede sig stille efter ham. Kodeordet var lige pt 'Myreblod' så det havde ikke været svært at komme ind ligemeget hvad. Damian så stille rundt og ledte efter nogle, der var værd at sætte sig ved. Men han opgav jagten og sætte sig ved pejsen hvor han næsten altid sætte sig. Han havde hans skole uniform på med det lille vejleder papir på i ventre øverste lomme så man tydeligt kunne hører det. Han havde sin taske over skulderen med, der havde han selvfølgelig sine bøger og andre redskaber. Han slog op på side 344 i hans eliksir bog og begyndte at læse på opskriften på en tilfældig eliksir. Han var i gang med hans U.G.L så han ville læse ekstra meget i år, end sidste år. Han læste stille men hurtigt frem og pludselig var han færdig med denne eliksir og sukkede og lukkede bogen i med det samme efter. Han lukkede stille øjnene og ville ønske at der var nogen her... Så inderligt.

Madelaine var ekspert til at tage middags lurer på de mest underligste tidspunkter, nok også fordi hun mest af alt var et nattemenneske. hun var ofte oppe om natten. Så derfor var det ikke nogen overraskelse hvis man fandt hende sovende inde i opholdstuen. Denne gang havde Maddie faldt i søvn i en lænestol krøllet sammen i en kugle med hovedet liggende på det ene armlæn. Mange synes hun lignede sin kat, Fijola, alt for meget.
Der kom et søvndysset suk fra Daim's højre side hvor Maddie havde ligget i en time nu efter hun havde fået fri fra timerne. Hun havde bare sin sorte kappe over sig mens hun lå og sov sødt

Da Damian hørte et lille snork, fra en sofa, kiggede han over på den og fandt en pige, en ung pige. En pige fra hans klasse han vidste hvad hun hed, hun vidste nok også hvad han hed.
Sådan var det nok bare, han se på hende med kolde øjne men besluttede sig ikke at vække hende, da hun nok lige lagde sig så pænt at han næsten ikke tude vække hende og hvis han gjorde ville han nok betale for det senere.. Han lagde bogen ned lige så forsigtigt ned i hans rygsæk og kiggede igen over på Madelaine for at være sikker på hun ikke vågnede og igen kiggede koldt på hende.

Det var som om Madelaine kunne mærke der blev kigget på hende. så hun vendte og drejede sig det som hun nu kunne i stolen, men det resulterede så i at hun lige så pænt gled ned af stolen og landede på gulvet med et bump. Hun vågnede af det selvfølgelig og så sig forvirret omkring. Det første hun mødte var drengens kolde øjne. Hun rynkede forvirret på øjenbrynene og spurgte nede fra gulvet af "hvad glor du på?" det tog hende lidt tid at finde ud af hvad fanden hun lige havde gang i. Hun så sig omkring og rejste sig hurtigt op og så sig omkring han var ikke den eneste der så på hende, men de andre så dog på hende med undrende blikke

Damian kiggede overrasket på hende da hun faldt ned og rynkede hurtigt på næsen og rejste sig op fra læne stolen og rakte hånden frem til Madelaine på gulvet, han kiggede stadig koldt på hende, men hvornår gjorde han ikke det? "Har du brug for hjælp Madelaine?"spurgte han hende og blinkede med øjet, det var ikke ment som flirt mere som et venligt tegn til hende.
Hans øjne betragtede hende tæt på denne gang, han var overrasket hun så meget godt ud, så flot at han næsten havde lyst til at spørger om de skulle ud, men hun havde vist allerede en fyr, så han undlod det.

Hun var allerede godt på vej op inden han fik spurgt. Hun satte sig ned i stolen og kiggede sig lige en sidste gang rundt inden hun så på Damian igen. Hun rystede på hovedet og sagde "neeeeej!" med et gab. Hun gned sit hovedet lidt og så på ham med kølige øjne "det går. jeg sover bare aldrig godt om natten!" forklarede hun og lagde hovedet på af ryglænet mens hun lukkede øjnene

Damian tog stille hånden tilbage til sig selv og kiggede undrende på hende, han vidste at sådan var hun, men hvis han nu var heldig, ville han skabe et godt venskab med hende, selvom han vidste det var vanskeligt ville han bruge. Han gled hans hånd igennem hans hår,
han tænkte sig rigtigt godt om før han svarede. "Ja jeg forstår dig ikke, når jeg sover om natten er jeg som en sten, men alle er forskellige ikke?" endte han med at sige til hende og næsten fortrød det i selv samme sekund han sagde det, men lod sig ikke snage af det.

"jah selvfølgelig!" sagde hun og himlede lidt med øjnene hun så på ham og sagde "Men jeg har nu aldrig kunne sove godt om natten, det har nok også noget med min patronus at gøre. du ved ens indre dyr ikke?" hun så på ham som om han var lidt dum, men det var bare måden hun så på folk på som hun ikke kendte så godt når hun spurgte dem om et spørgsmål.

Damian kiggede igen på hende med et smil på læben, han vidste godt hvad hans var, men hun vidste det ikke, måske skulle han bruge det. "Min er en pærie ulv"udbrød han efter hun havde sagt det, han kunne huske helt præcis hvad der skete den dag han opdagede hans Patronus, det var ikke så lang tid siden, det var i starten af hans 4 år, en pærie ulvvar hans indre dyr Legesyg og sarkastisk og sindsyg blev der sagt om hans indre dyr, han vidste ikke helt, han kunne se hans fremtid.

"min Patronus er en en Puma!" forklarede hun. det var hun enlig godt tilfreds med, hun elskede enlig alle kattedyr, men at hendes patronus var en puma var ret vildt, pumaen stod jo ofte for Balance, stivhed(snoppethed) styrke, lederskab og mod. Det passede perfekt til hende. Hun var ofte den der var 'lederen' i flokken alle så op til hende, hun havde en super balance og ja stivhed havde hun også, hun var meget stiv overfor folk hun ikke kunne lide og var ond mod dem som hun syntes fortjente det.

Damian's øjne smilede op da hun sagde den var en puma, han havde nok regnet ud hvad det var, men ville ikke sige det hvis han nu kunne tage fejl. Han satte sig ned igen og kiggede på hende med et svagt smil, den var ikke varm, men kold. Damian Var ikke vant til at bruge følelser, han foragtede dem, der var næsten kun brug for, Vrede og had, de var grundlæggende. Damian virkede nok ikke som hans indre dyr nogen gange, men når han var glad nok, eller når han endelig var glad, gjorder han det MEGET.

Hun så ind i ilden noget tid, ventede med at sige noget igen, ikke fordi hun ikke turde, men hun følte bare ikke hun havde noget at spørge om. Hun elskede at se ind i ilden, bare se ind i ilden med fred om sig. Hun forstillede sig altid et mønster eller mennesker eller dyr inden i ildens flammer, så det blev specielt at se på. Hun havde også engang prøvet at arbejde med ild så man kunne lave specielle figurer i ilden. Hun så skævende over til ham lidt efter og spurgte "du er en af Legnas venner ikke?"

Damian var selv blevet fanget af lyset i faklerne, eller rettere sagt ilden, den dansende ild, den flotte gude ild der var her på skolen, det var nærmest som en forelske hver eneste gang man så direkte på det, han hørte Madelaine spørger om noget, men han svarede hende ikke med det samme. Men da han selv besluttede sig for at kigge væk fra ilden besluttede han sig for at kigge direkte på Madelaine i steden med et smil, han hav hende et smil som var meget lidt varm... "Jo Jeg er en af hans gode venner" sagde han stille til hende. Han lagde sig helt tilbage i sofaen og udgjorde et lille suk.

"Legna og jeg er kærester, det har vi været siden jeg startede på 2 årgang!" forklarede hun med et lille smil da hun kom til at tænke på legna, hun elskede ham virkelig, mere end hun nogen sinde kunne elske nogle andre. Hun så lidt ind i ilden igen, men ikke så meget igen. Hun blev nemlig forstyrret af sin kat der pludselig hoppede op på hendes skød. Fijola hed den hvide, langpelset kat. Hendes pels var smuk og hvid og hun var en magisk kat, der fantes ingen som hende her på skolen. Madelaine fik hende på sin 3je årgang, da hun blev nød til at gå af med hendes 3 slanger, som hun ellers havde.

Damian kiggede fornøjeligt på Madelaine, han havde hørt Legna tale om hans kæreste men han troede ikke seriøst på det var Madelaine, men han måtte bøje hovedet for Legna og sige han havde en god smag.. Da Katten hoppede op på Madelaine begyndte han at gå hen ved siden af Madelaine og sætte sig og begyndte at age den.. Han kunne tydelig lugte katten og den duftede dejligt, han havde aldrig ført se en så flot kat i sit liv, men måtte indrømme den passede til Madelaine når man kiggede på den og hende.. Damian havde kun en ugle 'Letbras' kaldte han den, fordi den altid var god til at flyve og sådan, den var en hvid hornugle. Han kiggede igen på hende og sagde ordene "Det er en flot kat du har dig der!" han smilte stadig koldt til katten, men hvornår gjorde han ikke det? Selv til de sødeste mennesker.

Hun så ned på sin kat med et smil og sagde "hun er en magisk kat, hun er meget sjælden, hun er en Magisk Angora. der er kun 13 af dem i verdenen og min far han arbejder i ministeriet for magi under afdelingen med Magiske Væsner, så han kommer ofte hjem med særlige dyr, og hende her fik jeg for nogle år siden!" Hun aede Fijola over hendes silkebløde pels, der var så smuk og perfekt. Fijola havde også smukke øjne som var helt himmelblå.

Damian så igen på katten, den var jo perfekt så flot så flot, han aede den igen igen.. Han kunne ikke sige noget imod om at hun måtte være Magisk, Damian har altid været et dyre menneske, men om han var hunde menneske eller om han var katte menneske, måtte han indrømme at han var en Hunde menneske, han kunne vildt godt lide hunde og ønskede at eje en hund selv her på Hogwarts selvom det måske ville være imod reglerne, imod Hogwarts generalt, han så igen på Madelaine og sagde så "Hvor kommer du fra? Altså hvad for et land? om jeg må spørger!"spurgte han hende nervøst.. Han var selv fra Scotland og var stolt af det, han havde en sækkepibe og forskellige kilte, der selvfølgelig var hjemmesyet, men det med Scotland var at han havde sin scotske stemme.

Hun så på ham og hævede det ene øjenbryn, enlig var det meget tydeligt at høre på hende hvor hun kom fra, fordi hun havde en meget tyk brittisk accent, men det var ikke noget alle tænkte på, fordi der var da nogle der snød sig til accent. Hun trak på smilebåndet meget kort og sagde "jamen jeg er fra england, Min familie bor i Dartmoor, min mor nedstammer fra de ældste slægte derfra som var hertuger af Dartmoor. Så hun er enlig hertuginde af Darmoor. det er kedeligt, at være Hertuginde.!" sagde hun og rullede lidt med øjnene.

Damian havde næsten regnet ud hvor hun kom fra og det samme havde hun sikkert, Damian kiggede bare på hende uden følelser eller noget kun med undrende blikke nogen gange, til sidste sagde han så, "Du kan nok høre hvor jeg kommer fra?"sagde han enkelt med hans Scottiske Accent, nu hvor han prøvede at lave den mere tydelig, han tænkte langsomt, Wales, Irland, England og Scotland de 4 områder som gav til sammen 'Great Britain' han elskede dens natur og byer især i Scotland han vidste ikke om han muligvis var familie med William Wallace, men det var han nok ikke, den største kriger Scotland nogen sinde har haft og vil havde, han var kendetegn for Scotland i middelalderen, nogen tror faktisk han kunne være troldmand.. Men det ville Damian ikke tro på.

"jeah Skotland right?" sagde hun uden besvær med at gætte hvor han skulle komme fra. Hun kendte mange der kom fra skotland, hun elskede personligt den skottiske folkefærd, deres accent, deres tøj og mest af alt deres musik. Der var enlig mange der hadede sækepibe musik. Madelaine elskede det, når det nu var at man kunne spille rigtig på dem. Der var ikke noget værre end hvis en nybegynder prøvede at spille, så ja så lød det som om en kat blev trukket i halen. Det eneste hun nok ikke brød sig om fra skotland var nok deres nationale ret, nemlig Haggis, de fleste sagde det smagte godt nok, men det ar dog en af de mange ting som Madelaine aldrig ville sætte sine tænder i.

Damian virkede ikke overrasket over det, han accent var næsten alt for overdreven, han havde selvfølgelig også sin egen kilt, der var i stokske tern, grønne og røde og sorte, han gik altid i den når han ikke var i sin uniform, den var næsten for flot til at lade være inde i skabet. Han havde altid søret for at havde den med hvor so helst og allle de kendte vidste at han havde en. Han så på hende med et koldt smil. "Ja Skotland. Faktisk fra højlandet hvis jeg skal være helt nødagtigt..

Hun smilede og sagde "okay Cool, skulle mene Legna også sagde han kommer fra Skotland hvis det da er jeg husker rigtig, det må jeg lige spørge ham om senere, med mindre du ved det..!" Hun trak på skulderne, det var ikke altid det med hvor folk kom fra hun interesserede sig om, men hvem de kom fra, hvad blod de havde hvad for en slægt de havde, ja det var vigtig for hende, hendes slægt var så ren som næsten noget kunne blive, hendes familie mindede meget om malfoy slægten, og det var sikkert ikke helt umuligt hendes slægt ikke var forbundet med malfoy slægten engang

Damian smilte koldt stadig han vidste udmærket godt at Legna var fra Skotland. De var jo næsten opvoksede sammen, de to, de kendte hinanden så godt de var nærmest bedste venner og dog ikke. Men han besluttede sig for at rejse sig op igen og trække i ryggen han var lidt søvning men viste det ikke. "Jo han kommer fra Skotland, ren faktisk kender vi hinanden før Hogwarts, jeg kan huske vi blev venner en aften.. For lang tid siden!"sagde han koldt, han rynkede på næsen af sig selv og begyndte at sætte sig ned igen og læne sig tilbage.

Hun smilede skævt, hun tænkte på Legna, det var noget af det eneste der kunne få hende til at smile, hun kom lidt over i en drømmende fase *gad vide om Legna ikke også har en kilt, gad vide om han også kan spille på sække pibe, åh gud han er så lækker, og med kilt på, uh ha, kan næsten ikke styre mig!" tankerne fløj rundt i hendes hoved lige nu, hun svarede ikke hun var helt væk i drømme verdenen, man skulle være glad for folk ikke var tankelæsere, hendes tanker var skam ofte meget private xD