Efter eliksir timen..

Edmund samt de andre Gryffindor elever havde netop færdiggjort dagens sidste lektion, eliksir. Og så endda sammen med Slytherin, men det havde ikke just ødelagt Edmunds humør. Hellere ikke tanken om de 100 sider de netop havde fået for til om onsdagen. Han gik og snakkede med en anden fra sit kolliegium, hvis humør ikke lod i den just positive ende. "Det kunne være meget værrere" konstaterede Edmund smilende, vennen blev lettere irrereterede over Edmunds positive indstilling og satte farten op. Edmund trak på smile båndet og vendte sig om for at se om der var andre fra hans kollegium han kunne følges med.

Mika sad på en af de kolde stentrapper, lige inden man kom op af krypten. De fleste af hendes kollegium-venner var allerede smuttet ned til eliksirende. Tårene sad lige i øjenkanten på hende. Hun ville ikke derned. Hun hadede kolde, våde, mørke steder. Altså ligesom krypten. Hun var engang blevet fanget i en mine som var styrtet sammen. Derfor.

Madelaine stod sammen med nogle af hendes gode venner fra kollegiet, og selvfølgelig kunne man regne med de alle sammen var ren blod. Hun ville ikke være venner med folk der ikke var rene, dog kunne nogle halv blod gå an, men så skulle de også igennem en ordenlig test inden hun lod dem blive hendes ven. Hun hviskede noget til en af hendes veninder, den sorthåret høje pige der stod med ryggen til Edmund. Hun skævede tilbage til Edmund kun lige ud af øjenkrogen inden hun kom med et hånligt grin "ha, ja du har helt ret" sagde hun. Hun så tilbage til Madelaine som smilede koldt og forstod straks hvad hun mente "Ja, det er da enlig utroligt de lader sådan nogle fejlmagiker gå på hold med os vidundere!" sagde Madelaine, og overdrev selvfølgelig. Hun så på Edmund med Kolde øjne og et hånligt skær kunne ses i hendes smil og øjne

Edmunds mund vendte sig i retning af en velkendt stemme "Jamen dog" sagde han. Han smilte og havde et selvsikkeret glimt i øjet. "Det er jo den kære Madelaine med sin følgesvende" Han gik par skridt i deres retning "Ganske interesant eliksir time, ikke sandt?"
Edmund havde ikke bemærket den grædende pige på trappen.

Mika tørrede med stolt mine sine øjne, og betragtede scenen som udspillede sig nedenfor hende. Madelaine var helt klart højtstående, men fyren med det seje hår, var ret stolt i holdningen. Det kunne blive skægt. Sådan var hun opvokset. Midt i en mugglerby, midt i alle mulige af disse.. scener.

Hun lo koldt og sagde "jamen er det ikke Edmund og ko.!" og lo hånligt nogle af de piger der bare fulgte med Madelaine og hende med det sorte hår fordi de synes de var seje lo lystigt med. Madelaine hævede det ene øjenbryn som tegn på det ikke var så sjovt. Hun så på Edmund igen og sagde "jo vidst, det er altid underholdende at have klovne som dig med i klassen, så kan vi lære hvordan man ikke skal være. Nemlig som mudderblods elskende pjok som dig. !"

Han lagde hovede på skrå "Jo, jeg er Edmund, men der er ingen ko" Han betragtede de grine piger med et smil. Hende med det sorte hår grinte højst af alle, hun sendte ham et dræber blik som han gengældte med en smil. "Det er da godt morer dig, men nu spørger jeg igen som jeg har gjort så mange gange før, hvordan kommer sådan nogen ikke magikerfødte, til at blive accepterede af jer højrestående primærter" Det sidste sagde med en undertone af ironi.

Mika ville sige til dem at de var dumme, og at de skulle lade ham være i fred. Der var noget helt himmelsk over ham, over hans smil. Han var venlig mod dem, og alligevel mobbede de ham. Tilsyneladene kun fordi ham var muglerblod. Hun skar ansigt, og åbnede munden, men lukkede den igen. De ville sikkert syntes at han var latterlig, hvis han fik hjælp fra en lille pige.

// Bliver nød til at smutte om lidt TT__TT

"kære Edmund, det er jo dig der er en Primat, ikke os husker du nok.. ikke?? eller har din formindsket primat hjerne ikke nok kapacitet til at kunne huske sådan noget?" sagde hun med en rolig og kølig stemme. Hun smilte hånligt til ham mens Madelaine smilte med. Sandra hed den sorthåret pige. Hende og Maddie gik ofte sammen og de var lige gode til at komme med skarpe argumenter, og fremmedeord. De var kusiner så de havde kendt hinanden hele livet.

"Det må i så sandelige undskylde, det kunne også bare være at min hjernekapicitet kun er tilstrækkelig til at være overlegn" han satte sig på kanten af et bord det var placaceret midt i gangen. Det havde altid været sådan, de havde altid mundhuggedes, det var dog aldrig kommet så vidt at de havde trukket staven, men det skulle ikke undre Edmund hvis det ville ske en dag.

Hun lo igen koldt Sandra. Men denne gang var det Madelaine's tur til at svare "ja, du er da så sandelig overlegen, af en 1 års at være!" hun så over på Sandra der nikkede hånligt med af Madelaine's kommentar Sandra tog over og sagde "ja du må så sandelig være stolt af de små børn følger dig over alt, det er jo ikke sådan som os der finder venner der er i vores aldersklasse og endda dem over lille Eddy!" Gruppen begynde at grine igen af det som Madelaine og Sandra sagde til Edmund.

Han holdte forsat sit smil "Jeg er da så overlegen at jeg ikke falder ned på jeres nieavu" han grinte kort. Han bemærkede nu at der sad en pige på trappen der smågrad. Han blev i tvivl nu, skulle have vise svaghed og omsorg for den yngre pige. Eller skulle han tage kampen om med disse, disse skøger. "Burde du ikke se at komme afsted" spurgte han og satte sig ned på hug ved siden af hende og lagde hånden på hendes skuldere.

"igen min kære Edmund tager du fejl, du er så langt under os!" sagde Sandra hånligt og tog sin taske og stødte med vilje meget hårdt ind i Edmund så han ville falde ned i den lille pige. Hendes blik og smil var så iskoldt at enhver ville få kuldegysninger af hende når hun nærmede sig dem. Madelaine lo kort og koldt af Edmund. mens hun forsatte efter Sandra "ikke fordi det ikke har været... hygsomt, eller hvad man nu skal kalde det, men vi har nogle aftaler med lidt mere civiliseret mennesker end dig lille ven!" sagde Maddie i forbi farten med hendes rolige og kolde stemme

Han mærkede et stød i ryggen og fik overbalance og røg på gulvet. Han lukkede øjne et kort øjeblik og sendte smil i Sandras retning. Han åbnede dem igen og smilte varmt til Madelaine "Fornøjelsen var såmænd helt på min side. Held og lykke med jeres fremtidig færde med at ødelægge folks liv og sprede skræk og gru" sagde han ironisk. Han fandt sin stav frem da Madelaine havde passerede ham, han rettede den mod trinnet foran hende, mumlede en besværgelse og is kom til syne på trappetrinnet som Madelaine trådte ned på.

Madelaine mærkede hvordan gulvet under hende blev pludselig glat, men hun havde heldigvis en rigtig god balanca, som sit indre dyr. Hun gled lidt med fandt hurtig balancen og så koldt tilbage på Edmund og sagde "dumt gjort!" Hun trak sin stav og svang den hurtigt og sagde "incendio!" mod ham og pigen. Flammerne skød hurtigt ud af staven og hen imod dem, hun gik sin vej og var ligeglad med hvordan det endte, Men hende og Sandra skulle nok give ham igen en anden dag.

"Protego" sagde Edmund rolig og afværgede besværgelsen imens han betragtede Madelaine forsvandt rundt om hjørt på trappen. Han vedte blikkede imod pigen på trappen fra hans plads på gulvet. "Når" sagde han smilende "Hvad skal vi så gøre af dig" spurgte han hende og lagde hovede på skrå.

Mika gjorde store øjne af den scene som lige havde udspillet sig!! Hun kendte godt alle tre besværgelser, hun havde læst om dem, men havde ikke prøvet sådan nogle avancerede nogle. Hun var jo ikke så gamle som dem -.- Hun sendte ham et lidt chokeret smil, og rettede på sin uniform. "Jeg kan ikke så godt lide krypten." svarede hun, og pillede ved sine rene negle.

Han betragtede kort hendes negle "Burde du ikke se at komme videre?" spurgte han og rettede igen blikkede mod hende. Han lagde staven tilbage i sin lomme og satte sig op på hug igen.

Marilyn stod for ænden af krypten, den vej hvor Maddie og Sandra var på vej hen imod. Hun betragtede drengen fra sit kolegium og pigen bag ham, med et svagt smil. Da Maddie og co.var et stykke tættere på himlede hun med øjnene. "Umodent" Mumlede hun køligt og sendte dem et flabet hævet øjenbryn, og et blik der tydeligt var nedladende. Mugglerhadere.. -.- Marilyn lænede sig let op ad væggen mens hendes øjne roligt og nedladende hvilede på Maddie og de andre. Hvor var det umodent gjordt, tænkte hun irriteret og bed sig let i læben af ren vane.

Mika kastede et blik mere op til ham. "Jeg burde, men jeg tør ikke gå derned selv... Jeg har krypto-forbi." Et ord hun lige havde skabt, hvor hun tydeligvis hentydede til at have forbi for krybter. Hun kastede hurtigt et blik mod pigen som havde kommenteret Madelaine og de andre piger.

Edmund nikkkede kort og forstående "Skal jeg følge dig derhen" spurgte han venligt og sendte en af sine utallige mange varme smil. Edmund var en meget glad dreng, der altid var glad. Han havde en evne til altid at se på de positive og lyse sider af sagerne.

Hun så på ham med et hævet øjenbryn. Ville han virkelig gøre noget for hende, når hun var så lille? Hun smilede skævt til ham, et af de smil hun mest brugte hvis hun endelig smilede, og faldt ham om halsen. "Taaark! Vil du gøre det for mig?!"

Han så forundrede på hende "Hvorfor skulle jeg ikke? Som en kendt mand en gang sagde; venlighed er den leje man betaler for at bo på jorden" Han rejste sig "Når, hvor skal du hen?" spurgte han.

Pludselig rødmede hun op til begge ører. "Åh nej! De er sikkert begyndt uden mig! Jeg skulle have været nede i eliksir lokalet." Hun pegede med en finger som dirrede svagt. Nu fik hun sikkert en rigtig skidebalde.

Hans blik fulgte hendes finger "Kom, jeg skal nok finde på noget" Han sendte hende et smil og tog nogen skridt i retningen af døren til eliksirlokalet og vendte hovede tilbage og så efter hende.

Hun rejste sig tøvende fra det kolde trin, og trippede så langsomt og tøvende efter ham. Det ville være pinligt at sådan lige hoppe ind midt i timen. Hun smilede skævt til ham, bare for at få en lille smule mod.

Edmund sendte hende et varmt smil for at vise det var okay. Han gik hen og bankede på eliksirdøren og skubbede den op "Proffesor, jeg fandt en af dine elever som var rendt ind..." han tøvede kort og kiggede over på Mika for at se om hun havde det okay med hans knap så rigtige sandhed.

Mika nikkede bare hurtigt, op og ned, og så ind i lokalet. Alle sad ved kedlerne, nogle var allerede begyndt. Hun så på læreren så aldeles ikke så ud til at være så glad for det. Så så Mika pludselig meget mere beslutsom ud. Hvis Casper J. ikke var glad for hende, så var det hans eget problem.