Vagt i Krypten

V= Koldt og sne..
T= Lidt over midnat..
O= Ingen udover Damian.
S= Krypten.


Nede i den mørke krypt under Hogwarts gik Damian, han havde sin skole uniform på med hans stolte Slytherins symbol, sammen med hans Vejleder mærke. Han havde sin tryllestav tæt på sig nede i krypten, sidste gang han havde gået på vagt her nede, var han blevet angrebet af to 7 år elever, som senere kom til at fortryde det.. Damian gik stille skridt for skridt, man kunne tydeligt hører hvornår han tog et skridt for det var jo sten gulv og han havde altid hans store sko på, det var han vant til at gå med siden 1 årgang. Han krydsede langsomt Slytherin's opholdstue men besluttede sig bare for at gå videre, han havde mest lyst til at gå i seng lige nu, men nej det kunne han ikke, han skulle videre på hans Vagt, men så?

Vejret var så dejligt friskt, at det gav et pust af liv. Hogwarts var intakt, selvom mange ændringer var trådt over skolen. Få steder var malingen krakeleret en del siden Kiannes start på skolen, men det var disse små detaljer der gav et let og magisk smil. Vejret kolde riven i lungerne gav en god opvækkende fornemmelse, som Kianne søgte en del efter. Hun savnede den, hvilket gjorde hun ville sætte kursen mod søens omgivelser. Stille trådte hun ud fra Slytherins Opholdsstues trygge mørke, der havde omfavnet hende med en rolig glæde. Smilet hang fyndigt over hendes læber, inden hendes sagte skridt nu lød i kryptens stilhed. Eller halvt. En person gik omkring hernede, og det undrede ikke det mindste Kianne. Det var Slytherins vejleder, hun egentlig bare havde holdt sig væk fra. Ikke fordi der var frygt, men mere fordi hun blot hadede de personer, der var som ham. De blodegoister, der troede verden ville være bedre, hvis ikke mugglere eksisterede. Tanken gav en hovedrysten til, at fylde Kiannes bevægelse for en kort stund, inden hun kastede blikket ned. Her mødte hun synet af sin stolte skoleuniform og derudover Slytherins våbenmærk.

Damian vendte sig hurtigt om da han lagde mærke til at en person kom ud fra Slytherin's opholdstue, han tog staven frem og lagde i hendes retning mod hende, han sagde ordene "Lumos" gløden fra hans tryllestav kom hurtigt frem, han kunne nu helt præcis sige at det var en pige og ældre end ham selv, han lavede et lille smil, et smil uden varme uden glæde uden alt det søde. Det var nu mere ment som 'Godt', han trak staven til sig selv nu og havde lyst til at 'grille' hende, men han ventede lidt på det. "Undskyld mig, men det er ikke tilladt elever at være ude på dette tidspunkt udover Vejledere, vil du være venlig at give mig navn og blod? Jeg har desværre ikke noget valg!" sagde han blot til hende, men kunne høre lidt selvtilfreds men også lidt had.

Kianne betragtede drengen med rolige, mens stadig muntre øjne. Hans vejlederskilt sprang næsten ind i øjnene på hende, men det ændrede ikke hendes undren over hans spørgsmål. Let lod hun en skuldertrækning passere sine skuldre, inden hun overvejede sit svar. Det skulle være kvikt, hurtigt men samtidig ikke for dumt.
"Kianne. Kianne Jaycal er navnet, hvis det da er så vigtigt.. Og mit blod er skam så normalt, som det kan blive" Ligegyldigheden overtog hendes stemmeføring på alle punkter, dog holdt et lille listigt smil stadig fast om hendes smalle læber. Tankerne kørte halvt på fuldtryk, hvilket ikke var nogen overraskelse efterhånden. Hun var tit den pige, der udadtil virkede mest tanketom og slet ikke havde interesse for omgivelserne. Dette var sandt i en delvis grad. Hun var ligeglad når blodegoisterne overtog styringen overalt, men så snart det hele gik stille og roligt, hang der et smil over hendes læber, der tydeligt udtrykte hendes glade humør og person. Blikket gled søgende rundt i det mørke, der ikke kunne trænges igennem. End ikke af lyset fra denne vejleders tryllestav.
"Og må jeg så være så heldigt, at høre dit navn også?" Ordene kom prompte. Let lagde hun hovedet på skrå, så hendes hår let dansede til den ene side. Afventende.

Damian kiggede overasket på hende? Det svar havde en præcis ikke regnet med, men gengældte det bare med noget han lige ville tænke over.. *Hmm.. Trække Point fra? eller lade værre eller bare være ligeglad? Ligeglad?* "Jo si mig dit blod og jeg siger dig hvad jeg hedder, vi skal jo mødes halvvejs?"sagde han fast og beslutsomt. Blod var en vigtig viden på Slytherin, det var nøglen til at vide, om de havde venner? Eller om de ikke havde? For hvis de var mudderblod? Var spørgsmålet om de var sindsyge eller om de enten bare var på Slytherin med et fejltagelse? mest var det en fejltagelse hvis de var Mudderblod.. Han gik straks omme bag hende og betragtrede hende helt, denne pige var flot og smuk.. En skam hvis hun var Mudderblod eller halvblods..

Hele denne vejleder fangede Kiannes opmærksomhed. Ikke blot som normalt, men mere end blot det. Det var, som ønskede han hendes opmærksomhed.. Opsluge hende, måske? Hun blinkede en enkelt gang med sine øjne, inden hun indledte sit svar. Et svar, der langsomt kom frem for hende, som stille dannede en bane over hendes læber.
"Vigtigheden er blod for slytherinere. Som altid. Nogle forandringer kommer aldrig, end ikke efter 6 år på skolen her, efterhånden.Men vigtigheden har altid været den lille detalje, der bestemte venskaber.. Selvom blodet er ens ved alle.." Hun holdt en kunstpause efter sin lette talestrøm. Ordene var en rolighed, der stille var krydret af en særpræget glæde. Smilet hang usikkert om hendes læber, idet hun vendte de 180 grader omkring, så de atter stod ansigt til ansigt.
"Der er nu så småt en mur imellem os. Den sætter os i to forskellige verdener. Dette hentyder til mit blod, hvis ikke du kan følge med.. Vores verdener går to forskellige veje. Regn den selv ud" Kianne afsluttede med en let skuldertrækning, der fint faldt som de første snefnug en kølig og frisk vintermorgen. Hun havde kommet med sin del af aftalen, hvilket da måtte tilfredsstille ham. Svaret var ikke som forventet, men hun følte selv den klarhed, hun havde sat til, at ligge tyk over ordene.

Damian så igen overrasket på hende, igen havde han ikke regnet med det svar, det var ikke normalt, men han trak på skulderne, og gik rundt om hende med staven fremme mod hende, Han ville ikke skade hende men han ville vide hvad for en af de tre blodstatus hun havde. Hans mørke sorte stav var rettet mod hendes bryst, han var en af de bedste i hans klasse til at kæmpe, selv med tryllestav og uden, han havde tit kæmpet med Legna mod Mudderblod om aftenen, de gamle skønne minder.. "Undskyld mig.. Som jeg ser det er du blot endnu en af de fejl blodet, ret mig hvis jeg tager fejl..!"Han lugtede stille til hende med sin næse, han fik en slags mærkelig duft og kunne ikke tyde hvad der var, men besluttede sig for at være ligeglad og gik videre rundt om hende, til sidst stod han omme bag hende..

Bevidst om hans irritation, smilede hun blot et venligt smil. Ikke fordi der var det store at smile over, men mere for at have tankerne klare. Allerede nu spidsede det hele mod et punkt. Noget hun havde været igennem så frygteligt mange gange, at der end ikke var tal på længere. Alle de såkaldte "renblods" stod sammen i en enhed, der var svær at overgå. Selv var Kianne efterhånden blev ufatteligt god med en tryllestav. Alle de kampe havde gavnet hende godt, skønt hendes forældre ikke vidste det mindste om disse små kampe, der lidt efter lidt var vokset sig til det større. Hun følte sig sjovt nok tryg. Hun havde lært at udføre ikke-verbale besværgelser, hvilket gav hende en stor fordel på mange punkter.
"Hvis du stadig er i tvivl, så er blodet mugglerfødt - Så rent og smukt det nu end kan blive!" Stemmen hang stille i luften, skrev sin mønster af hendes irritation ikke at kunne se ham længere. Den mindste bevægelse på som vende sig om nu, var udelukket fra alle tankerne. Det ville give ham et forspring til en besværgelse, der i den grad ville nå at ramme hende. Staven lå vejende i hendes hænder, hvor den let blev trillet frem og tilbage - Klar til en kamp, hvis den på noget tidspunkt ville indtræde. Noget tydede på det uventede, da hun havde de forkerte forældre. Hun havde aldrig forstået dem. Blodegoisterne...

Damian gik nogle skridt baglæns men holdte stadig sin stav fremme mod hende, han vidste nu med sikkerhed at hun var fejlblodet og ikke fortjente at lave, han smilte koldt til hende, ikke engang en enkelt følelse var der over hans smil, bleg og koldt kunne man tolke hans ansigt som, Det var jo en svaghed at vise sådan nogen følelser især til Mudderblod, fordi de så troede de sikkert at de kunne vinder og over ham. Han bukkede sig hurtigt for hende, det gjorde han altid når han skulle til at kæmpe, han gjorde det ikke for at prøve at be om nåde, men for at vise respekt, han var nærmest stolt over hende, hvis man kunne sige det på denne måde, han ville vise hende at han kunne også vise en slags følelser for hende, det var nok ikke rigtigt den rigtige måde at vise det på men på en måde var det jo.

Kianne hørte noget så tydeligt hans skridt, der blev ført baglæns. Selvom det kun var et par skridt, var de noget så tydelige i Kiannes ører. Det var disse små bevægelser, der hentydede til hver især af de tanker, en person bar. Den mindste smule bevægelse ville altid kunne afsløre en person, der febrilsk prøvede at gemme sig. Dette var bare ikke tilfældet. Langsomt drejede Kianne omkring, stilfærdigt og elegant. Staven perfekt i hendes greb, som var denne stav lavet specielt kun til hende. Halvt var dette vel også tilfældet, da staven jo havde valgt hende. Hun smilte let over gensynet med sit første år, hvor hun var trådt ind på skolen. Her havde mange overraskelser luret bag nærmeste dør, mange besværgelser og forbandelser var blevet kastet frem og tilbage. En ting var dog speciel; Hun havde ikke nået at præsentere sig over for dem alle. De blodegoister havde vel næse for mugglerfødte? En salgs 6.sans måske?
"Det er tydeligt, hvad du lægger op til - Men drop det.. Du vil fortryde" ordene kom med det fyndige smil, der stille var over hendes læber. Der var ikke en direkte mening med smilet. Vanen havde blot overtaget for de reflekser og følelser, der gemte sig i den unge pige.

Damian hævede det højre øjenbryn og kiggede tilfreds på hende, han lagde staven klar og pegede den imod hende højre bryst, han håbede at den ville ramme, så hun måske kunne få smerte bagefter han ville havde vundet over hende, han var så selvsikker på det at han ville dræbe hende og brænde hendes lig i den forbudte skov, da det ville være det perfekte sted at gøre det, han havde mest af alt lyst til at sige 'giv op' men det gjorde han ikke, det ville være uværdig, selv for en Skotte som han var, han hadede uærlighed og svindet som han hadede pest. "Undskyld mig men er du helt sikker på du vil gøre det her?"spurgte han koldt til hende og sendte hende smilet uden varme..

Kianne mærkede varmen stige i sin krop. Stille blev enhver blodcirkulation varmere for hver lille øjeblik der gik. Dette var en fejlbedømmelse af hende, og hvorfor? Jo fordi han bar det stolte blod af mugglernes verden. Hun var da en heks som alle de andte piger på skolen. Hun havde magien i kroppen, der var kommet på en unik måde, frem for arven gennem de store slægter. Hvis hun skulle være helt ærlig, så var det hele så overvurderet. Hvor meget kunne slægten Lestrange frem for Kiannes mugglerslægt Jaycal? Forskellen var så slående minimal, at man ikke ville bemærke det. Det var kun magien, der var forskellen.
"Om jeg vil vove mig ud på dit spor? Nej.. Men jeg har ikke rigtig noget valg, kan jeg forestille mig. Jeg er vel blot endnu en der skal vindes over, har jeg ret?" Kianne gjorde, som altid, en respektfuld bevægelse med hånden. Ikke fordi hun respekterede denne vejleder, men mere fordi hun ikke følte, at han skulle enten vinde eller tabe med en ydmyget mine. Det hele drejede sig om venlighed i Kianne. Den var der bare, og ikke til, at tage ud. Hun smilte et smule ligegyldigt, inden hun lod ord komme let over sine læber i en rolig tone:
"Jeg tror du har glemt din del af aftalen.. Du skulle høre den lille præsentation af mig, så nu mangler jeg dit navn!"

Damian kiggede på hende med et koldt smil og blik, denne gang kunne man se hadet i hans brune øjne, disse brune øjne var der had i denne gang, nærmest fuldt af flammer og slanger,
Han gik sin egen duel stilling han lagde hans sorte flotte stav frem mod hendes bryst igen og skulle næsten til at sige ordet 'Hæmmer' hæmmer var et snigende angreb mod hende, den ville helt sikkert ramme hende og sætte hende ud af spil, men i steden besluttede han sig for at gå til siden så han fulgte en cirkel, denne cirkel gik rundt om hende han var klar til at blive angrebet og beskytte sig selv, han ville være sikker på at han ikke blev angrebet af hende før hun ville angribe ham.. "Mit navn? Damion.. Mere skal du ikke vide? er du ikke enig?"spurgte han koldt men der var også had i stemmen.

Kianne holdt vågent øjnene mod ham. Damian. Navnet var som en klang af vinterens kulde, og efterårets knasende, triste og nedfaldne blade. Ikke just det bedste for Kianne at tænke om et navn, men det skete også kun sjællendt. Der var noget over denne vejleder, hun bare ikke kunne tage. Hvordan skulle han være et forbillede, når han var ude efter mugglerfødte på denne måde? Kianne forstod det ikke, men der var heller ikke intentioner om, at forstå bare den mindste smule. Hans ord kom stille. Koldt, helt som forventet. Ligheden lå der. Alle de slytherinere mindede om hinanden; Ens væremåde, ens holdninger.. ja, ens tøj for den sags skyld. Kianne ville aldrig være som alle andre. At være sig selv var en del bedre.
"Jaså.. Damian. Det er altid rart at kende navnet på sin angriber og vejleder. Har jeg ikke ret? Lidt som du ville kende navnet på mig, skønt jeg 'ikke bærer betydning' for dig" Smilet hang fluks om hendes læber. Mere drilsk end koldt eller lignende. Stemmen gled roligt frem mod denne Damian. Kianne følte sig utryg idet han gik en smule omkring hende. Langsomt drejede hun med ham omkring. Mest af alt for sin egen sikkerheds skyld.

Damian var tydelig vist glad for en meget underværdig modstander, han skulle nok vinde, eller det skulle blodet nok, hans stav begyndte at være blåt for enden af den, selv om den var blå lagde den blåe kraft sig over hele staven og begyndte at virke udødelig, det var mere blevet til en blå ild, han lagde staven op i luften over dem og pegede lige over hende, der kom en omkreds om den, var der var en slags blå ild, ilden skulle symbolisere en duel, som de skulle til at kæmpe flammerne var på størrelse med en statue, cirka 2 meter oppe ilden kunne ikke styres af noget på en gang derfor måtte man bruge staven for at holde dem på afstand, han tænkte stille *Det her skal nok blive sjovt* Netop da en hans hans flammer nærmest ramte ham, inden den ville havde ramt ham pegede han staven mod den og formede en kæmpe ild kugle og kastede den efter Kianne. "Nu bliver det sjovt syntes du ikke? Mudderblod?" spurgte han elegant og nærmest hoppede rundt og holdte strålen sammen, de blåe flammer var magtfulde..

Kianne opfangede hans bevægelser så spændende, så slående. De var enkle, men alligevel var de som de andre slytheriners. Tyspisk. Smilet hang en smule tungt om hendes læber, som skulle det bare være der, men ingen gavn gjorde. Hendes vejrtrækninger var helt rolige, og bemærkedes næsten ikke. Hendes holdning var efterhånden den rene rolighed, der end ikke bar glæden over sig længere. Det var blot en venlig facade..
"Hvad i.." Mere kom der ikke fra Kianne, inden en ild skød omkring dem, ja næsten omringede dem. Selvfølgelig kom dette fra Damian, hvilket ikke overraskede Kianne den mindste smule. Hun havde forventet noget lignende fra ham, men dette? Det var ramt direkte plet, hvilket irriterede hende grænseløst. Hun bemærkede hvor triumferende han blev. Øjnene fór op, da en lysende blå ildkugle skød imod Kianne selv. Hurtigt næsten kastede Kianne sig til den ene side, så hun ikke blev ramt. De var omsværmet af en så glinsende og grum ild, der end ikke tilpassede sig Kiannes tanker og sind på nogen måde. Skuespillet overtog. Roligheden blev den anden del af Kianne, og gjorde hende lettere ligeglad. Bag masken var det hele noget helt andet. Heromme var hun parat til sit sidste skrig på, at komme væk fra virkelighedens blå flammer.

Damian smilte ondt til hende, denne gang var man sikker på at det var ondt, ondt som i helvedes ondt.. Sådan var Damian, ond, kold, fuld af had.. Han kiggede stadig ondt på hende, han havde mest af alt lyst til at tage ilden tilbage og dræbe hende men nej? Det ville jo ikke fungere rigtigt? Det var mere fair med en åben kamp, han tog staven og fik den til at bevæge sig med ilden som en ildens rytme, han fik den til at banke frem og tilbage op ned, han elskede ild? ALt med ild kan dræbes han brændes kan ødelagdes, han lugtede langsomt ilden, luften det var så varm at han svedte.. Han samlede en kæmpe kugle af ild og nærmest lavede den om til en mur for hendes del af cirklen, han blev ved med at sende den ned mod hendes del af den, som om muren bevægede sig for at mase hende.

Det var en sur lugt, der stille fyldtes omkring hende. Den hev og sved i hendes næse, til den første del af frygten passerede frem i hende. Hun greb sin stav i en hurtigt og fejende bevægelse, og rodede febrilsk sin hjerne igennem, der nu kørte på kraften "panik". Ilden var det værste hun vidste. Den var så ødelæggende, så magtfuld. Til tider ville hun hellere druknes end brændes. Ilden havde magten over hende, og nu gav den magten langsomt til Damian. En drejning der bare ikke skulle tages.
Hun knugede hårdt om sin stav, da den mægtige kugle af ild delte cirkelen i to. De var på hver deres side - Den ene en sikker en, hvor den anden derimod var usikker og farlig. Det var som en væg, der stille blev mast mod hende. Hun ville blive mast og brændt på samme tid, hvis ikke hun fandt løsningen ud af denne kattepine. Hendes vejrtrækninger blev til små korte stød, der foregik helt oppe i brystet. Hun tog forsigtigt et skridt tilbage i takt med, at den kæmpe kugle ild kom imod hende. Varmen mærkede hun nu også bag sig. Panikslagent knugede hun ufatteligt hårdt om staven, og svang den i en elegant bevægelse.
*Aquamenti!* Lød det stilfærdigt i hendes hoved, og en stråle af ild fór mod den kæmpemæssige ”mur” af ild, der stille gik sin gang imod hende. Langsomt indledte vandet sin hilsen mod den store og gruopvækkende ild. Stille blev sekunder talt, til vandet strejfede ildens overflade…