Fuldmåne.

Dato :: 16. maj.
Årstid :: Forår (:
Dag :: Fredag.
Tid :: 21.00 - tiden.
Sted :: Den forbudte skov (Uhh xp)
Vejr :: Fuldmåne og mørkt, men let lunt i vejret.
Omgivelser :: Ingen :3

Skiggelsen gled fra skygge til skygge. Når hun var nået forbi lyset smeldtede hun igen i et med de mørke skygger. Af det grund var hun klædt i sort. Hun var lydløs, og hvis man ikke vidste hun var der ville man aldrig ligge mærke til hende, for man ville aldrig kigge præcis hvor hun var. Skyggerne var hendes hemlighed..Hendes skjulested når hun ikke ville findes, når hun ikke ville opdages.
Marilyn smilede svagt. Hun havde gjordt det...igen. Hun lod sig synke ned ved skyggen af et træ, hvor hun havde udsyn til månen. en lun brise skyllede ind over hende og hun sukkede tilfredst. Livet var så skønt... Idag.

En skiggelse kom til syne i den anden ende af lysningen. Væsnet var to bennet og kunne sagtens være et menneske. Det virkede ikke tilsynladende som væsnet havde opdaget hende, den forsatte igennem lysningen og gik tæt forbi Marilyn uden at ænse hende. Hun kunne i fuldmånenslys skimte at det var en lyshåret dreng på hendes egen alder.

Marilyn stoppede brat op. Hun stod så stille, at hvis man kiggede i hendes retning, ville man ikke kunne se en bevægelse. Hendes øjne fulgte Edmund. Hun kunne se det var ham.. Han var jo Anføre for Gryffindors quidditchhold. Hun smilede for sig selv og besluttede sig for at give ham en forskrækkelse. Hun greb lyløst om sin tryllestav og sendte et kraftisgt lys imod ham. "Lumos" hviskede hun og en kegle af lys skød lige hen på ham.

Edmund vendte sig hurtigt og greb sin stav i et miliesekund, der var en alvor i hans øjne, en alvor der ikke kendetegnet ham på nogen måde. Han ånede lettede op da han genkendte hendes ansigt "Du ... overraskede mig" sagde han og lod sin stav dumpe tilbage i inderlommen af sin sorte skolekappe.

//* At kaste et lys ;D Jeg får lyset til at vippe hen imod dig, så du bl.a. ikke kan se mig ;D

Marilyn bukkede yndefuldt og smilede blidt til ham. "Tjoeh" sagde hun med et dæmpet grin. "Det er jo ikke for ingenting at jeg har en ræv i mig, vel?" Hun smilede muntert og lagde så let hovedet på skå. Marilyn gik nogle skridt frem så det svge lys sendt fra månen gjorde det mere tydeligt at det var hende. "Hvad laver du såå herude Edmund?" Spurgte hun med et muntert blik.

Han sendte hende et varm smil efter overraskelsen havde fortaget sig, "Ræv?" sagde han spørgende, men det lod ikke til hun hørte ham, for hun svaret i hvertfald ikke. Hun kom hen til ham "Tjaah" svarede han tankefuldt "Jeg har bare en.. lyst til at gå ud når det er fuldmåne, en uforklarlig lyst" færdiggjorde han. Han kløede sig i nakken og så op imod månen som han var et stykke over trætoppene.

Marilyn gengeldte det varme smil og lagde en hånd over sin arm. Hun hev lidt i ærmet så man ikke kunne se forbindingen. "Tjoeeh.. Månen er også dejlig" sagde hun en anelse drømmende og fulgte hans blik op til himlen. "Du er garangteret vaaaaaruuulv" sagde hun dramatisk, men grinede så dæmpet bagefter. Hendes øjne kiggede kort om bag ham, ind i mørket, og hun smilede svagt. Hun kunne godt li' mørket.. Sådan.. Det var bare rart, og man kunne skjule sig i det. Marilyn drejede let med sin fod og kiggede så igen på ham. Hun håbede ikke på at han ville spørge hvad hun lavede, for så ville hun blive nødt til at lyve overfor ham. OG ikke nok med at han var en rar Gryf, var han også hendes holdleder til Quidditch, og han var også hendes ven. Så det ville blive ubehageligt for hende.

Han grinte af hendes påstand om han var en varulv "Ja, det må være det. Bare se mine lange tænder og pelsede krop" sagde han og hans grin gled over i et varmt smil. Han tænkte ikke over hvorfor hun mon var herude ligesom ham selv. "Glæder du dig til sæsonen starter igen?" spurgte han efter nogen tids stilhed.

Marilyn grinede let og fyldig. "Åh ja, det havde jeg jo lagt mærke til. De der spidse tænder kan jo bryde igennem alt!" Sagde hun smilende og nikkede nogle gang.e Hun lyttede til stilheden og følte den egentlig ikke akavet. Bare venskabelig. "Joh!" Udbrød hjun da han spurgte. "Det er da der jeg ser mest frem til" Smilede hun, tanken om at bevæge sig mellem skyerne i luften, gav hende en varm følelse.

Han lagde hovede på skrå og smilte "Fremragende, personligt tror jeg på at vi kan blande os i en top to placering. Eller rettere sagt det skal vi" sagde han afsluttede med en bestemt nikken. Edmund kiggede kort rundt. Hvad lavede de dog her ude midt om natten slog en tanke ham.