Efter skoletiden

Tid :: Aften
Sted :: Eliksir lokalet
Vejr :: Mørkt, fuldmåne og stjerneklarnat.
Omgivelser :: En masse skabe med eliksirer, kedler og en masse andet..


________

Lyden af skridt nærmede sig eliksir lokalet og døren åbnede sig langsomt, knirkende. Kappen virvlede om Riddle og han gik med hurtigt skridt om bag katederet, hvor han satte sig ned på stolen. Der var et par elever der kom til ham om aftenen, enten fordi at de var gode til Eliksir eller fordi at de skulle have forbedret deres evner. Riddle ville kun forbedre sine egne elevers evner, men når han blev bedt direkte af rektor ville han selvfølgelig også tage andre elever. Han sukkede lidt og kiggede op i det sorte loft. Han sukkede lidt og hans øjne vandrede rundt i lokalet. Han følte sig mere end hjemme her og han elskede sit job. Eliksirene havde sin helt egen verden, væk fra al magien. Eliksirene talte nærmest selv og de havde deres egen vilje. Langsomt vendte han blikket mod døren, da den begyndte at knirke igen. Lyden af hurtige og lidt lettere skridt lød længere nede i krypten. En af eleverne var på vej herned..

Eleanor kom gående mod krypten. Hun håbede på at professoren havde ladt døren stå åben, eller ikke havde forseglet den, således at hun ikke kunne benytte sig af nogen besværgelse. Eliksirer var ikke just hendes bedste fag, omend hun ønskede at lære det. Det fascinerede hende, og da især når hendes eget overhoved havde faget. Hun skubbede forsigtigt døren til lokalet op. Hun havde gået i sine egne tanker, og havde derfor ikke bemærket at lyset var tændt, og ligeså heller ikke at nogen var derinde. Da hun åbnede døren, og fik øje på professoren, rødmede hun, og strøg sig over armen, med et tvivlsomt blik.
"Åh, undskyld. Jeg... Jeg tænkte på om du mpske kunne hjælpe mig? Jeg har ikke vildt godt styr på de eliksirer vi havde om, tidligere i dag." Mumlede hun stille, med hæs stemme. Selvom hun var på Slytherin, og selvfølgelig var en stolt og opretholdende elev, kunne hun til tider - specielt når hun var nervøs, eller skammede sig - blive helt underlig og rød i hovedet. Hun kastede et blik rundt i lokalet, og følte at hun ikke burde være der. Hun forstyrrede sikkert bare.

Riddle kiggede stift på døren og et meget svagt smil formede sig om hans læber, da Eleanor trådte ind. Han nikked een enkelt gang og kiggede ned i sin bog. " Så gerne Frk. Monique" sagde han køligt og hans stemme var silkeblød, men samtidig kølig. Hun var en af dem der ikke var den bedste i hans fag, men samtidig kunne han se at hun virkelig brændte for faget ligesom han selv havde gjort da han var lille. Han rejste sig langsomt op og gik hen til at af kabinetterne og tog sin sorte bog ud. Det var den han havde alle sine eliksirer i og nogle små tricks til at gøre den bedre. Han sukkede lidt, et suk der viste sig at være en lettelses suk og gik hen til sin stol igen. Riddles kølige blå øjne hvilede på Eleanpr han han slog en hånd ud mod stolen foran hans kateder. " Bare sæt dig, så kan vi gennemgå det du ikke forstå frk. Monique" sagde han stille og kiggede hurtigt den eliksir igennem. Hun skulle have styr på Den levende døds drik. Han smilte lidt, et skævt men dog køligt smil. Det var ikke alle der kunne fremstille denne drik rigtigt.

"Montaque. Jeg hedder Montaque, professor." Sagde hun med et lille smil, overrasket og samtidig lettet, over at han faktisk gad gå igennem det med hende. Nogle af de få eliksirer hun havde styr på, måtte være forskønnelses- samt kærlighedseliksirer, hvilket hun i sin tid havde fået fremragende i. Men derudover, var hun ikke god til eliksirer. Hun kunne stadig huske den søde duft af modne grønne æbler, klokkeblomster og støvet pergament. Hun begyndte, med armene lagt om sig selv, at gå mod hans kateder. En af grundene til at hun ikke klarede sig godt i eliksirer, var at hun var alt for stolt. Hvis der var noget hun ikke kunne finde ud af, så spurgte hun ikke om det, men fortsatte blot, eller sprang endda det punkt over. Hun var ellers en meget kvik elev, men hendes stolthed var for stor.
"Ja. Ja, det er 'Den Levende Døds Drik', så vidt jeg husker, professor. Jeg har ikke helt styr på den." Sagde hun, selvom sandheden var at hun ikke kunne finde ud af den - overhovedet. Hun hadede virkelig, når der var noget hun havde svært ved.

Riddle kiggede på hende og sendte hende et køligt blik. Det var kun få der havde styr på den drik. Han lkunne ikke altid huske deres navne, men han prøvede sit bedste. " Jamen så frk. Montaque.." Sagdde han stille og kørte sin blege finger ned af hans instruktioner. Han kunne forstå på hende at hun nærmest skammede sig over at hun ikke kunne finde ud af så mange af eliksirene, men der var intet at skamme sig over. Han sukkede let og kiggede hen på hende med kølige blå øjne. " Jamen så, gå over til en af kedlerne og begynd at lave eliksiren. Jeg vil kunne sige hvad du laver forkert bagefter" sagde han stille og pegede hen på den kedel der stod tættest på hans kateder. Han vendte blikket mod bogen igen og smilte kun meget svagt. Han var en god lærer og et godt overhovede, og han elskede sit fag. Han kunne ikke helt sige at han ligefrem elskede sine elever højt men han holdte meget af dem. Riddle kiggede op på hende igen og smilte et af de meget sjældne smil, som faktisk var ægte. " Bare gå igang, Frk. Montauqe" sagde han stille og kiggede ned i sin bog igen. Gennemgik alle sine eliksirer fra punkt og prikke.

Hun nikkede, og bed sig i læben. Hvor ville hun dog komme til at latterliggøre sig selv. Hun rejste sig fra stolen foran hans kateder, og rykkede den ind til bordet igen, hvilket forårsagede en høj skrabe-agtig lyd. Hun vendte øjne, og skyndte sig hen til kedlen. Hun fandt sin eliksirbog frem fra den taske hun altid bar over armen, og slog op hvor hun havde krøllet en af sidernes ender. Det var en gammel slidt bog. Hun skimmede hurtigt opskriften. Okay, så hun skulle først bruge nogle Sopoforus-rødder. Hun så ned mod kedlen, og det lille bord ved siden af. Hun rodede lidt mellem tingene på bordet, og fandt hvad hun havde ledt efter. Hun fandt sin egen kniv frem, da hun principielt ikke ville bruge nogen anden, da det var en meget speciel kniv. Man skulle lade en dråbe af sit eget blod falde ned mod bladet, hvorefter kniven aldrig nogensinde ville kunne såre én igen. Den havde gået fra generation til generation, og var meget speciel. Hun begyndte at snitte rødderne. Hun kastede et blik op mod sin lærer, og bed sig i læben.

Riddle kiggede på hende og sendte hende et lille nik. Hun kunne godt finde ud af det, vis hun nu fulgte opskriften. Han kiggede på hendes kniv og for første gang i lang tid så han en smule nysgerrig ud. Han havde set sådan en slags kniv før, men kun en enkelt gang. Den var meget unik. Han kørte en hånd gennem sit hår og kiggede hen på hende. Hun virkede nervøs, men også selvsikker, mærkelig kombination. " Du skal ikke føle dig nervøs, bare lav eliksiren også dømmer jeg den" sagde han stille og rejste sig op, lydløst som altid. Kappen hvirvlede svagt om ham da han med lydløse skridt gik hen til hendes kedel. Den så fin ud og hun havde gjort det rigtigt indtil videre. " Jeg er tilbage om lidt. Frk. Montauqe" sagde han stille og gik med hurtigt skridt mod døren. Han skulle lige hente en af de sedler han skulle underskrive for sit Quidditch hold. Det var meget vigtigt at de fik banen til at øve i. Han forlod lydløst lokalet og den knirkende dør, var det eneste der afslørede at han forlod lokalet.

Hun smilede for første gang et smil til ham. Hun nikkede. "Tak, professor." Sagde hun, og begyndte at røre lidt i den nu opkogende eliksir. Hun lod saften flyde ned i vandet, sammen med en masse andre ingredienser. Hun så efter døren, da han gik. Mon hun nu ville kunne finde ud af det? Hun havde en lektie at få skrevet, i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, et af hendes bedre fag. Hendes bedste måtte dog siges at være Forsvar Mod Mørkets Kræfter. I hvert fald for tiden. Da hun var lille, havde hendes boggart været døden med sin le. Op igennem årene, havde hendes boggart ændret sig op til flere gange. Engang havde det endda været en af hendes lærere, men det var længe siden nu. Hun kom til at grine ved tanken. Et fag hun hadede, måtte siges at være Muggler Studier. Hende og nogle andre fra kollegiet, havde decideret nedlagt arbejdet, og sad bare og snakkede sammen i timerne. Nogle af dem, ignorerede endda læreren fuldkommen. Hun havde ingen respekt for faget, men hun havde respekt for alle som mennesker. Det betød dog ikke at hun yndede mugglere. Hun respekterede kun livet, som det var. Fordi døden var så uigennemskuelig. Hun rystede lidt på hovedet over sig selv, da hun opdagede hvor vildledte hendes tanker var. Som så ofte.

Riddle gik med lydløse skridt og forsvandt så i mørket. Han var nede i en gang og hans lydløse skridt var ikke til at hører. De var hurtigt og hans kappe flagrede omkring ham. Da han kom ud at tunnel, gik han direkte op til Rektor og var hurtigt tilbage i tunnelen med en seddel under sine gevander. Han havde fået tilladelsen. Et køligt smil formede sig om hans læber og han åbnede langsomt den knirkende dør indtil lokalet. " Hvor langt er du Frk. Montque?" sourgte han køligt, med et lille snert af nysgerrighed. Han vidste at hun ikke var den bedste til dette fag, men at hun ville blive bedere vis hun øvede sig.