En tidlig morgen

Det var en tidelig lørdag morgen, der var ingen tegn på liv. Det mest livagtige på slottet var nok edderkoppen, der sad i sit spind og ventede på en flue skulle komme forbi. Det varede dog ikke længe før Den Fede Dames portræt gik til siden og ud kom en smilende dreng. Det var Edmund, han var overraskende morgen frisk og var på vej ned til morgenmaden. "Godmorgen Edmund" sagde et portræt af en skæggede troldmand "Godmorgen Heramus" sagde Edmund og sendte et nik med hovede i hans retning.
De fulgtes ad ned ad trapperne i en dæmpede samtale om besværgelser og forhekselser. Flere af de andre malerier begyndte så småt at vågne, da deres samtale ikke var så dæmpede som de prøvede på.
Det blev da hellere ikke bedre da Peeves, skolenspoltergiest, valgte at vælte et par rustninger på nederste etage. "Vi ses" sagde Heramus og drejede ind af en side gang væk fra trappen. Edmund forsatte ned ad.

Melanie gik langsomt ned af trapperne og himlede med øjnene, da Peeves valgte at vælte et par rustninger. Hun gik lige ved siden af en af de væltede rustninger og undgik hurtigt en af Poltergejstens bomber. Hun fnøs og satte hurtigt farten op. Da hun endelig kom forbi en dreng, med blondt hår fortsatte hun hurtigt ligeud. Det vari kke fordi hun bevidst gik forbi ham uden at hilse, men hun havde en smule travlt. Hun hankede op i sin taske, og var ved at snuble et par gange over sig selv. Melanie fniste lidt af sin klodsethed og fortsatte i rask gang mod storsalen. Hendes rødlige hår skinnede, i den solstråle der kom ind af vinduet.

"Godmorgen" sagde Edmund munteret til den forbipasserende pige, han troede han var den eneste på der var oppe på det her tidspunkt, men han blev glædeligt overraskede da han så hende. Hun lod ikke til at have hørt ham, da hun bare forsatte og var lige ved at snuble "Er du okay?" spurgte han bag hende. Hun hørste ham ikke igen. Han satte farten op og indhentede hende "Godmorgen" sagde og sendte hende et morgenglad smil.

Melanie kiggede hen på drengen og gispede svagt. Hun havde ikke troet at hun var den eneste der var oppe på dette tidspunkt. En meget svag rødmen spredte sig på hendes blege kinder. " Godmorgen" sagde hun stille og stoppede ikke op. Hun gik bare ved siden af drengen og kiggede ned i gulvet. Hendesw røde hår hang ned over hendes øjne, da hun kiggede ned i gulvet så han kunne ikke se dem. De var brune, men vis solen var der så de helt sorte ud. Et svagt smil formede sig om hendes læber og hun løftede hovedet for at se på ham. " Melanie " præsenterede hun sig selv og smilte glad.

"Edmund" sagde og nikkede munteret, med et bredt smil på læben. Han mente at han havde set hende før, men som så mange andre kunne han aldrig huske hvor, om det var til timer, hun så rimlige jævnalderne ud eller om det var til en qudditchkamp. Han var jo trodsalt selv anføre for Gryffindors hold. Han kløede sig kort i nakken, hun var ihvertfald ikke fra Slytherin "Nogen særlig grund til at vi er oppe så tidligt?" spurgte han efter lidt stilhed.

Melanie nikkede lidt og syntes at han så bekendt ud. Det var ikke alle hun kunne huske navn og udseende på, men dog kunne huske Gryffindors anføre navn. " Du er anføre for Løverne ikke?" sagde hun glad og nikkede lidt tænksomt. Hun kiggede ned af trapperne og hoppede lidt barnligt ned af dem. Et lille fnis undslap hendes læber og hun elskede atr være sig selv. Den barnlige pige, der var ligeglad med hvad andre syntes om hende. Det rødlige hår hoppede op og ned på hendes skuldre. " Jeg skulle låne en bog også kunne jeg ikke sove" sagde hun med et skuldertræk og smilte glad. Hendes brune øjne hvilede roligt og glad på Edmund. " Hvorfor er du så tidligt oppe?" spurgte hun nysgerrigt. Det plejede ikke at være mange mennesker oppe så tidligt, for de ville altid sove længe på en lørdag.

Han nikkede til hendes spørgsmål, nu kunne han huske at han havde spillet qudditch mod hende før. Han betragtede hendes små hop kort imedens han gik ved siden af hende. Han kommenterede det ikke, men smilte blot for sig selv. "Det er et meget godt spørgsmål" svarede han "Jeg kan faktisk ikke selv besvare det" han trak på skulderen, han kunne godt selv høre det lød dumt, men sådan var det. Der skete en gang imellem at han ikke kunne kontrollere sin krop ordenligt, det havde ofte resulterede i en masse måneskinsture, men i det her tilfælde var det endt med en morgentur. Han sendte hende et varmt smil.

Melanie grinte lidt og smilte så varmt til ham. " Det var da ikke så godt" sagde hun smilende og hoppede to trin ned, hvorefter hun stoppede helt op. Hun var ikke den der snakkede så meget, men hver morgen begyndte hun bare at snakke løs om alt muligt. Hun bed sig hårdt i læben og sørgede for at hun ikke ville begynde at plapre løs. " Jeg er Målvogter og Anfører for Hufflepuf" sagde hun med et stort smil.

"Jeg kan godt ærindre dig" fortalte han og så ud af vinduet hvor solen var på vej op over den forbudte skov "Se" sagde han og stoppede op for at kunne nyde den. Det var en nydelig solopgang mente han. Af en eller anden grund mindede det ham om Sakuras lyst til at se på månen og stjernerne. Han grinte kort.

Melanie stoppede op og smilte lidt. Det var et smukt syn, men hun var ikke den der hele tiden så på sådanne ting. De bvar smukke, når man ikke hele tiden så dem. " Det er virkelig smukt" sagde hun smilende og kørte en hånd gennem sit røde år og de krystal blå øjne hvilede roligt på skoven.

Han smilte tomt for sig selv ved synet og rystede kort på hovede og brød ud af tankerne. Han forsatte videre ned ad trapperne, de var nu ved 4. sal. Der var stadigvæk lang vej ned til indgangshallen. Flere portrætter kommenterede på deres tidelige morgenfærden.