Varmen fra pejsen

Omgivelser: Der sidder få Gryffindor'er i Opholdsstuen, men langt de fleste er forduftet til deres hyggelige sovesale.
Vejr: Det blæser og regner udenfor.
Tid: IRL.
Sted: Opholdsstuen.

Regnen trommede roligt på glasset, som forsejlede indgangen til opholdsstuen for regnen. Lyden var beroligende, men samtidig nervepirrende, for den unge blonde heks som sad i den vinrøde sofa. Hendes tynde ben lå krydset, og i favnen lå en stor tilstøvet bog. Hendes smalle ansigt, med den spidse næse og de grønne dybe øjne, var omkrandset af et hav af det blonde hår. Det bølgede roligt ned af hendes smalle ryg. Ryggen var dækket af hendes normale tøj, som bestod af en hvid kjole, uden stropper. Et par blomstrede gamascher, og en tynd sort gardigan var havnet på hendes tynde arme. Hele Ellinor's krop var spinkel. Selv hendes hænder og negle var små. Alt i alt, mindede hun mest om en 14-årig, ind den 16-årige pige hun jo var. Ellinor bladrede til næste side i bogen, og hun læste hurtigt videre. Det var vel egentlig bare for sjov, at Ellinor sad og sturderede bogen. Hendes drømme og ambitioner for fremtiden var store, så hun vidste der måtte knokles. Mere end hun måske egentlig gad og orkede.

Det knirkende potræt svingede op og lyden af fodtrin, der langsomt trådte over tærsklen kunne svagt høres. Han var ikke bare lydløs, men også forsigtig. Han havde lært at man skulle være på vagt, især om aftenen. Et lydløs suk sneg sig frem fra hans læber og hans sort hår blev gennem rodet af ans blege hånd. Langsomt endte hans hånd ende i den ene lomme, mens den anden bare hang slapt end af siden. Han var ikke den der altid smilte, selvom han dog var en af Gryffindorene. Hans hættetrøje sad en smule stramt om hans muskoløse krop og hans hullede jeans bar han køligt. De sorte sko var bundet, men det var løse knuder. De rolige øjne afsøgte den vinrøde sofa for mennesker og der sad faktisk en. Et lille smil formede sig om de ellers så kølige læber. William lignede ikke den 17 årige dreng han var, mere en der var yngre eller ældre. Folk kunne aldrig bestemme sig.

Ellinor hørte protrættet, som en af de første, men på grund af skikkelsens langsomme tempo, havde hun hurtigt vendt sin opmærksomhed mod bogen igen. Den havde nu først fanget hendes sparsomme opmærksomhed, og hun bladrede lystigt igen. Ganske langsomt lod hun hånden glide hen over krøllerne, før hun igen så op. Næste side havde bragt skuffelse, og det ærgede hende en del. Flammerne dansede lystigt i pejsen, og den knitrende lyd fra træ kunne høres i hele stuen. Lyden var behagelig, for den mindede Ellinor om så utrolig mange ting. Blandt andet hindbærsaft, men hun kunne ikke lige sætte en finger på hvorfor. Hendes kønne grønne øjne, gled fra pejsen videre over mod personen, som var dukket op. En ung mand stod og betragtede hende, og et smil gled over hendes hjerteformede læber. Ellinor kunne nemt komme til at virke for ivrig, eller direkte naiv. Sandheden lå dog blot i, at hun var et utrolig kærligt væsen, som elskede selskab og nye ansigter. De havde smilet lidt til hinanden, Ellinor lidt mere åbenlyst end mandens, før hun vendte sin halve opmærksomhed mod bogen. Den irriterede hende. Ellinor valgte at klappebogen sammen, og læne sig afslappet tilbage i den vinrøde sofa.

Williams blik gled ned på bogen, da hun klappede dem sammen. Undrende gik han hen mod en af de vinrøde stole, istedet for sofaen, da han ikke lige var den der havde nærkontakt med alle dem han mødte. Den reserverede, stille, stærke men stadig kærlige. De ord kunne beskrive ham godt. De Blå øjne hvilede på den flammende pejs og et gammelt minde kom frem. Hans storebror, hans mor, hans far og ham selv siddende ved pejsen hjemme på gården. De var alle igang med at pakke gaver op. Hans far fik en ny pibe, hans mor en ny kjole, Storebroren fik en ugle og han selv fik en ny tryllestav. Et nyt smil bredte sig på hans blege læber. Et smil der faktisk viste hans mere kærlige side. Den side som de færreste kunne få frem i ham. De blå øjne gled fra pejsen over til den blonde pige. Hun var smuk, en af de færreste skønheder her på skolen. Det krølled blonde hår, grønne øjne og hjerte formede læber. Et lille nik gjorde hans præsentation hvorefter han åbnede munden langsomt. " William" lød hans varme stemme gennem opholdstuen. En masse troede faktisk at hans stemme var isnende og hård, men den var blid og varm.

Flammerne dansede lystigt, som en let leg hen over træet, som måtte lade livet for at holde Gryffindor'erne varme. Ellinor lod langsomt de grønne øjne glide hen imod fyren, som havde gjort sin entré, for blot nogle minutter siden. Hun havde fulgt hans bevægelser, da han nærmede sig hende. Han satte sig. Ellinor flyttede sit blik, og rømmede sig svagt, alt imens hun begyndte at rodde ved hendes små hænder. Da fyrens rolige men varme stemme, lød igennem opholdsstuen, flyttede Ellinor blikket mod ham. Hendes dybe grønne øjne var kærlige, men samtidig nogle man kunne føle sig tryg ved. Hun stirrede ikke. Ellinor's læber gled ud til hver sin side, så hendes tydelige smilehuller trådte i kraft, på hendes buttede kinder. Selvom hendes ansigt var smalt, og med tydelige markeringer, så havde hun lettere buttede kinder. Hun bevarede smilet. "Ellinor", præsenterede hun sig, og sendte ham et smil, der sagde det hele. Hun ville gerne snakke med ham. Ellinor rømmede sig og fjernede sit blik fra ham. Han så robust ud. Med brede kæber, nogle dejlige øjne og en muskuløs krop. Han virkede stille, en smule tilbageholdende? Ellinor betragtede kort flammerne, før hun så op igen. "Irriterende vejr, ikke sandt?" mumlede hun blot, før hun rynkede sødt på den spidse næse, og slå en mild latter op.

Will kiggede op på pigen og hans smil blev en smule større. Det var som om hans facade bare forlod hans ansigt. Det kølige var næsten helt væk, men hans øjne var ikke helt smilende. Det blå øjne hvilede roligt på hende og han rynkede en smule på næsen og skar en sjov grimasse. " Det er et lorte vejr" mumlede han stille og hvilede sine arme på sine knæe. Hans arme der var beskyttet af trøjen lå krydset på hans knæ. De blå øjne hvilede på regnen der trommede på ruden. De mindede ham om trommerne, der stod hjemme på gården. Hans musik, noter da lå på hans sengebord oppe på sovesalen. Det inviterede ham næsten til at begynde at skrive igen. Han bed sig hårdt i læben og vendte blikket mod den flammende pejs. I de blå øjne kunne man se flammerne der dansede lystigt. " Regnen burde stoppe, selvom den nærmest beroliger en" sagde han stille og hans varme stemme fyldte endnu engang rummet med lyd.

Ellinor's blik veg ikke fra ham, og hun slå sin milde latter op, da han skar den sjove grimasse. Endnu et tydeligt tegn på, hvor nem Ellinor var at underholde, og hvor kærlig hun var. Hun satte sig i skrædderstilling, og greb om hendes små fødder med de spinkle hænder. Hun rokkede lidt frem og tilbage, før hun igen vendte sine grønne øjne mod ham. "Jeg synes regnen er behagelig at høre på. Men ikke om sommeren. Så skal solen skinne", fortalte hun med sin fine bløde stemme, før hun slå en mild latter op, og betragtede flammerne igen. I baggrunden kunne man høre et halv begejstret hyl. Det kom fra en første års elev, som slet ikke kunne skjule sin tilfredshed, ved at have vundet i troldmandsskak. "Uhh.." brummede Ellinor, og betragtede spillet med åbenlys interesse, som kunne spores i de grønne øjne. De var begyndt et nyt spil, og den dreng, som havde vundet tiligere var vokset mindst tre meter. Han førte nu egentlig ikke, så vidt Ellinor kunne konstatere. Den dreng han spillede imod, som Ellinor genkendte som en hvis Corner, førte nu suværent efter nogle runder. Ellinor vendte sin opmærksomhed mod fyren igen, som hun smilede til hende. "Du er 17 ikke?" mumlede Ellinor roligt, før hun lagde hovedet på skrå. "Jeg mener jeg har set dig et par gange her i opholdsstuen, eller er jeg helt galt på den?" spurgte hun og sendte ham et bredt smil.

Will kiggede på den hylende dreng og hans facade forsvandt helt. Det var rart at kunne se nogen der var så begejstrede for et spil troldmandsskak. De blå øjne hvilede nysgerrigt på den dreng der var vokset en del, af hans alder var han lille og ranglet men han havde en god selvtillid. Det kunne man tydeligt se på ham. Will vendte blikekt med Eli og smilte et svagt fraværende smil. Han syntes at hun havde en god hukommelse, for han havde set hende et par gange her i opholdstuen. Nogle gange alene og andre gange sammen med en gruppe piger. Et hurtigt nik var hans svar, hvorefter der fløj nogle blide ord over hans læber. " Jooh. Vi har vel set hinande før, men det er ligesom uungåeligt når vi går på samme kollegie" sagde han smilende og de blåå øjne gled hen på den flammende pejs.

Ellinor betragtede ham nysgerrigt, da hans facade trillede væk fra hans kønne ansigt. Ellinor måtte konkludere, at han var pænest når han ikke bar den kølige facade. Navnet lagde ligesom også op til det. William. Det var et smukt navn, og så skulle man være pæn, når at kunne bæger det. Ellinor. Hendes blik blev fraværende, og hun rynkede sødt på næsen, da hun gav sig til at tænke. Hvad mon Ellinor lagde op til? Ellinor Greenleaf. Hun kastede tankerne fra sig, da hans varme stemme lidt efter brød tavsheden imellem dem. Først så hun en smule desorinteret ud, da hun havde glemt hvad de snakkede om, men hun sendte ham et smil og nikkede. "Ja, ja, det har du nu nok ret i", sagde hun og grinede til ham, før hun bredte sig ud på sofaen. Hun fyldte lige knap og nap den halve sofa, og hun lukkede svagt de grønne øjne. Hendes ansigt var fredfyldt i et stykke tid. Hun løftede en hævet pegefinger. "Jeg sover ikke", konkluderede hun og grinede sødt, stadig med lukkede øjne.