Den Sorte Sø

Omgivelser: Ingen.
Vejr: Beskrivelse følger.
Sted: DSS.
Tid: IRL.

Solen kæmpede for at kaste sine sidste stråler ned igennem det tunge skydække. Den mudrede jord var afløst af det tætte mørkegrønne græs, som havde været dækket af is og mudder, de sidste mange måneder. Vinden strøg hen over omgivelserne, og fik vandet til at skyde mod breden, med et svagt svulp. Ellinor's kappe hvislede hen af jorden, hvor diverse brune blade, havde samlet sig i små vandrette bunker. Hendes lange blonde bølgede hår, omkrandsede hendes smalle ansigt. De hjerteformede læber var som altid prydet med et varmt smil, samt de store grønne øjne, som var omkrandset af lange sorte øjenvipper, som lyste af den sædvanlige glæde. Ellinor var klædt i den sorte Gryffindor-kappe, hvor Gryffindor emblemet stolt blev båret. Indenunder havde hun som altid, de blomstrede gamacher, men derudover kun en løs og tynd trøje. Ellinor's hurtige skridt var lydløse, da hun langsomt kravlede frem bag nogle træer. Den Sorte Sø trådte de grønne øjne i møde, og hun fugtede langsomt sine bløde læber. Hogwarts lå bag øen, men tårnede sig stolt op, over træer. Solen kastede de sidste stråler mod Astronomitårnet, og pryede den storslåede slot med lys og varme.

Eric Crowley brød sig ikke rigtig om søen. Han huskede tydeligt hvordan de, som førsteårs elever, havde krydset søen i små både, og hvordan alle eleverne havde snakket om, hvorvidt der boede monstre og sære væsner i det dunkle vand. Crowley havde, selvfølgelig, været skeptisk og undladt at kommentere på dette latterlige emne dengang, men efterfølgende kunne han ikke lade være med at læse og studere søen og dens beboere. Endnu havde han ikke fundet noget interessant, men man kunne aldrig vide. Slangen forlader ikke Edens have uden grund, hvad det ikke sådan man sagde? Hans ansigt var neutralt og aldeles ikke præget af følelser. Han gik langs søens bred med øjnene plantet fremad, dog uden fokus på noget. Han gik i sine egne tanker, som så mange gange før. Solen fik søen til at glinte som små feer og engle og alt det diller-daller som små piger så godt kan lide. Eric hadede det. Det var en sort sø, med mystik og ondskab; det var på alle måder forkert at solen så livligt forsøgte at lokke folk ned til den.
Han blinkede et par gange, satte farten ned og orienterede sig. Der var et par andre elever, men ikke nogen han kunne snakke med. Ville snakke med.

Ellinor gik med rolige skridt, hen over gruset. Videre ned mod broen. Igen måtte hun fugte sine læber, før hun lagde hovedet halvt på skrå, og fokuserede på øen. Øen var dækket af træer, hvis nøgne kroner ragede op imod solen. Som om de desperat bad efter mere lys og varme, så de kunne pynte sig med blade. Ellinor's ansigt gled hen, og blev en smule trist. De store grønne øjne, lod til at være grebet i medlidenhed med træerne. Der gik mindre end 2 sekunder, før en spøjs lyd lød bag hende. Ellinor vendte sig langsomt om, og hendes tanker gled hurtigt mod den smukke skabning der stod bag hende. De slidte vinger, og knoglerne som mindede om en heks. En Thestral. Solen måtte have lagt mærke til skabningen, for pludselig lød en stråle falde på skabningen, som igen prustede mod Ellinor. Den var efterfuldt af en større Thestral, som var mere slående og smukkere end den første. Ellinor hviskede søde ting efter den, samtidig med hun trådte frem mod den. Hun tøvede ikke. Hendes lille hånd blev rakt mod den knoglede snude, og kærtegnede blidt den barske kant. En trang efter at røre mere ved den, væltede ind over hende. Ellinor lagde begge hænder på mulen, før hendes grønne øjne, søgte den forhuling hvor Thestralens øje skulle sidde. Ganske langsomt blev hendes bløde, hjerteformede læber trykket mod mulen, samtidig med Thestralen brummede en tilfreds lyd. Ellinor lo. Højt og med en dejlig klang. Ganske langsomt lod hun hendes greb slippe.

Crowley sukkede højlydt. Vejret var faktisk udemærket, måtte han da indrømme. Det var ikke for varmt og ikke for koldt. Han havde en mat-blå skjorte på og en sort jakke. Egentlig pænt tøj, taget i betragtning at han var en ung knægt. Nok det der bekendtgjorde for omverdenen at han var en Ravenclaw og ikke en grisk Griffyndor, slesk Slytheryn eller h... Han rynkede næsen. Et tillægsord med h, der kunne beskrive Hufflepuff. Herlig? Nej. Hovmodig? Nej. Han sukkede. Hufflepuff var altid i vejen. Han stoppede op da han hørte en høj, perlende latter. Han vendte sig halvt om og skævede imod en elev, som han havde passeret for lidt siden. Hun stod og viftede underligt med armene, som hvis hun forsøgte at fange ikke-eksisterende bobler. Han hævede et øjenbryn og stirrede indgående på hende. Han valgte derefter at skifte retning og gå hende i møde. Han stoppede cirka tre meter fra hende og stirrede på hendes adfærd. Man skulle næsten tro, at hun troede, at hun rørte noget.
"Ja så, så nu har galskaben ramt Gryffindor også, kan jeg se. Måske skulle du gå hen til drivhusene; jeg hører at de mangler et fugleskræmsel." påpegede han i et spidst tonefald. Hans ansigt var neutralt, så der var hverken hån eller had at spore i hans ansigt. Det var bare en mere eller mindre bitter kommentar. En Crowley-kommentar, om man vil.

Thestralen flyttede blikket fra Ellinor, til drengen som havde opsøgt hende. Ellinor's grønne øjne gled fra den, og landede på drengen. Underligt. Hendes markerede bryn, og de sorte vipper fik Ellinor til, at se mindre ud, end hun egentlig var. Det gik lidt før kommentaren rent faktisk, havde fornærmet hende men hun afløste skuffelsen med sit bløde smil. Thestralen havde forladt dem, og Ellinor sukkede lydløst. "Jeg har været derover, og de sagde simpelthen af jeg var charmerende til jobbet. Beklager. Jeg er sikker på tjansen stadig er ledig. Hvem ved? Jeg er sikker på, at hvis du skynder dig, kan du stadig nå at tilmelde dig", sagde Ellinor med sin varme stemme. Et tilfredst smil lå over de hjerteformede læber, før hun med et enkelt nik vendte den smalle ryg til ham. Hun begyndte at gå. Alle ville kunne se, at Ellinor var klodset af natur. Hendes gang afslørede det fuldstænding uskånsomt, men det var en ting, som hun havde lært sig at leve med. Det, at hun konstant snublede over ting, sågår sine egne ben, var blot et kendetegn på den ellers drømmende og kærlige heks. Umiddelbart udstrålede Ellinor den mængde selvsikkerhed, enhver burde fylde sig med, men drengens ord havde ramt hende. Ellinor strøg en lille hånd, igennem det lange hår, før hun fugtede sine læber.

Han betragtede hende indgående imens hun talte, lyttede knap nok til hvad hun sagde. Det faktum at hun drejede rundt og gik derfra uden videre brok bekræftede at hun måtte være enten meget følsom og ude af stand til at diskutere, eller blot ville undgå en konflikt ved at stikke af fra gerningsstedet. Men for en Gryffindor var en lille kommentar vel nok. Det var derfor de var så kedelige at provokere. De havde aldrig noget at sige.
"Godt så, jeg ville nødig skulle til at bekæmpe mine konkurrenter, når det kommer til jobbet på marken. Det var været min store drøm at stå imellem slyngplanter og sjap, siden 2. årgang. Du må forstå at mulige konkurrenter betræder mit territorie, og jeg forsøger blot at beskytte det," mumlede han en kende mut. Om hun kunne høre svaret eller ej, kunne han ikke sige. Han var måske også ligeglad. Hun var tydeligvis ikke interessant materiale. Han rankede op i sin jakke og placerede hænderne i lommerne, hvorefter han stirrede tomt ud på øen, der havde lagt en distance kaldet "sort sø" imellem sig selv og skolen. Han kastede nogle vagtsomme blikke omkring, blot for en sikkerheds skyld. Måske havde Gryffindor-eleven faktisk set noget, som han ikke havde. Det sidste han manglede var et spøgelse eller myg eller ildfluer... Eller noget andet levende (trods spørgelser måske har begrænset meget liv i sig) for den sags skyld.

Ellinor kløede sig på kinden. Hun var ikke andet nået en meter væk fra ham, da han pludselig afbrød stilheden imellem dem. Det havde hun ikke ventet. Ellinor kom til at slå et grin op, over hans ord. "Jeg er ikke et sekundt i tvivl. Det er også noget med, at I, Ravenclaw-elever, altid hænger jeres lærer i røven i jeres yndlingsfag. Det er faktisk ret creepy", svarede hun, med et svagt skuldertræk, før hun vendte sig mod drengen. Hendes brede varme smil gled over de hjerteformede læber, samtidig med de grønne øjne, der forsigtigt søgte hans. "Jeg er da fuldstændig sikker på, at hvis du læfler lidt mere for Professeren, at jobbet er dit", afsluttede hun og blinkede drillende til ham. For Ellinor var et blot en leg. En underholdende, men dybt åndssvag leg. Ellinor betragtede ham. Denne ligegyldige facade. Han var skeptisk. Normalt ikke de typer hun hang med. Faktisk, hang hun ikke rigtig med folk fra Ravenclaw. Ellinor brød sig ikke om dem, med deres forfinede skikke og snoppede attitude. Han var anderledes. Snoppet, men stadig anderledes. Han virkede sky. Ellinor elskede at gætte sig frem til personens holdninger, baggrundshistorie og personlighed. Det var simpelthen så underholdende.

Han drejede hovedet for at se på hende, nu hun faktisk svarede. Et smil bredte sig på hans smalle læber. Hun morede sig vidst. Udemærket. Hun tog det let. Besynderligt. Normalt ville en Gryffindor have trukket sin stav på nuværende tidspunkt. Ikke at det ville være et problem, mente han. Hendes kommentar fik ham til at bøje hovedet en smule og et meget lavmelt "Heh," kom fra ham. Han vendte fronten imod hende og målte hende med øjnene. "Touché."
Hendes blink og den konstante smilen kunne dog ikke lade være med at kvæle hans smil og han faldt atter ned bag det neutrale ansigtsudtryk. Hun var det modsatte af ham; det tog ikke en astrofysiker at regne dét ud. Ergo måtte hun være social, glad og smilende. Sikkert også kreativ. Og helt sikkert ikke en fuldblodsmagiker. Hun havde sikkert arvet sin attitude og næsten irriterende glæde fra familien, hvor mindst éen af dem måtte være muggler; det var meget tydeligt i hendes opførsel. Han lagde armene over kors og stirrede på hende.
"Du kender mig ud og ind. Jeg fedter for lærerene heletiden. Det er et ret sejt trick, som resulterer I at man slet ikke behøver studere og være klog. Vi har alle vores små smuthuller her i livet og siden jeg ikke bare kan trække lidt ned i trøjen, og blotte en køn kavalergang, så må jeg jo bruge andre metoder." påpegede han bittert og hævede et øjenbryn.
"Vær du bare glad for at kære Moder Natur velsignede dig med to..." han holdt en bevidst kunstpause, "x-kromosomer."
Og derpå vendte han atter ansigtet imod søen. Han så allerede frem til hendes svar... Hvis hun da kunne finde et.

Ellinor bed sig i læben, for ikke at bryde ud i grin. Det var nogen af de færreste, som så hurtigt kunne mikse et svar sammen til hende - og det morede hende, bestemt. Hele Ellinor's liv havde været præget af magi. Hendes mor var fuldblodsmagiker, men havde giftet sig med den mest klodsede og kæreste mugglermand, og de havde sammen fået to børn. Udover Ellinor, var der Ellinor's storebror, som var professionel Quidditch-spiller. Hendes grønne øjne gled fra ham, og landede inde imellem de få træer, som stod bag deres rygge. Thestralerne var forsvundet. Det ærgrede hende, men så længe han underholdte hende, så havde hun ikke så meget imod det. "Touché?" spurgte hun, og lagde svagt hovedet på sned. Hun havde rettet sin opmærksomhed mod ham igen. Så brød der en let fnisen ud igennem hendes hjerteformede læber, og et let lyserød farve bredte sig på kinderne. "Så du mener altså, at vi piger, blotter os for at få gode karaktere? Jeg tror du er helt galt på den. Grunden til vores tårnhøje karaktere, vores magtfulde og indflydelsesrige stillinger i dette samfund, er udelukket fordi vi altså knokler. Hermed sagt, at vi ikke er billige", svarede hun ham før hun grinede let igen. Lidt efter trak hun svagt på skuldrene. "Nogle af os i hvert, vel og mærke", brummede hun lidt efter, dog stille, for hun var ikke ude på at fornærme nogen.

Crowley stirrede ud over den mørke sø og undlod derfor at se på hende. Han lyttede dog til hvad hun havde at sige, dog uden at vise tegn på interesse. Sådan så han nu engang ud. Han rystede på hovedet og sukkede.
"Touché. Fransk. Originalt brugt ved fægtekampe. Du genkender nok ordet "touch". Fægteren udbrød ordet "Touché" når han blev ramt af kården. Du ved... Sværdet. Men nu til dags bruger vi det også i debatter og lignende, til at lykønske folk når de kommer med et mere eller mindre klogt eller, som i dette tilfælde, skarpt svar."
Han rømmede sig.
"Slå det op."
Han vendte ansigtet imod hende og betragtede hende indgående. "Måske gør I det ikke bevidst. Nogle lærere, især de mandlige, kan godt være lidt... Specielle. Det lærer man når man, som jeg, konstant render dem i kappen." påpegede han og stirrede indgående på hende. Han måtte indrømme at hun var rap i replikken. Hendes svar havde været... Ja måske lidt over middel. Han var ikke vant til at folk svarede igen efter hans anden kommentar, men denne Gryffindor-elev forsatte. Yderst interessant. Hun var vel yderst medgørelig, når hun sådan kunne blive ved med at smile. Crowley overvejede kort om hun måske led af en slags sygdom der konstant tvang hendes læber til at pege opad. Han fik en smule medfølelse med det stakkels pigebarn.

- "Slå det op".
Ellinor skar en let grimasse, før hun sine små kluntede skridt, begav sig videre hen imod ham. Hun gik forbi ham, og videre ud op broen, som lige akkurat lå 20 cm fra vandet. Hendes små skridt gav genlyd, men da hun vendte sig om mod ham, tav de øjeblikkeligt. De stod omtrent 3-4 meter fra hinanden. Hendes grønne øjne betragtede ham, med det her drømmende godmodige udtryk. Som altid. "Ellers tak", sagde hun og smilede derefter stort til ham. "Jeg hader muggler-ordbøger", indskød hun hurtigt, før hun lyttede videre til hans ord. Så røg hendes ene markerede øjenbryn i vejret, og hun slå en let latter op. Hendes grønne øjne ramte hans. "Det er næsten synd for dig, at du lever i den tro. Du er måske ligefrem jaloux over, at nogle piger finder læreren tiltrækkende? Personligt synes jeg nu ikke, at der er noget særlig tiltrækkende ved en lærer, men hvad ved jeg? Jeg er jo ikke alle piger", sagde hun og blinkede derefter til ham. Lidt efter rømmede hun sig, da den velkendte prusten hørtes. Bag skovbrynet dukkede der ikke blot to, men hele 12 Thestraler op. En flok. Ellinor's blik måtte kæmpes fra dem, men da hun kiggede på drengen, var den samme velkendte glød over hendes grønne øjne. Den hang der altid. Ellinor beundrede at Thestraler, blot kunne gå rundt blandt ikke-seende magikere, uden at gøre dem fortræd. Uden at folk kunne mærke dem. Besynderligt. Men stadig fascinerende.

Han stirrede på hende og himlede med øjnene. At hun ligefrem hadede muggler-ordbøger sagde blot noget om hvor ignorant hun måtte være for den anden del af verden. Han følte sig en smule irriteret, men sådan var det jo. Det var ikke alle der søgte viden ligesom han. Og til hans fordel, så kunne han bruge ord og vendinger, som hun ikke ville kunne drømme om at forstå eller lære. Og hvis problem bliver det så i sidte ende?
Han betragtede hende, som hun gik ud på broen. Han betragtede plankerne der hævede sig over det sorte vand. Gad vide om der nogensinde var nogen der var skvattet i det mørke vand. Det var der jo sikkert. En tåbelig 1. årselev eller lignende. Han så op på hende igen, bemærkede godt hendes fravær og tiltede hovedet en smule, for at spotte hvad det var der havde fanget hendes opmærksomhed. Men han så det ikke. Hvad var det der var så interessant? Han overvejede at spørge, men valgte at lade være. Enten ville hun lyve eller også ville hun komme med en stædig kommentar, og undlade at besvare spørgsmålet. Kvinder!
"Jaloux..."
Han rystede på hovedet.
"Nu smigrer du mig jo."
Han vendte ansigtet imod skolen og betragtede hvordan lysene blev tændt indendøre, i takt med at solen kæmpede for at holde sig oppe.
"Jamen dog. Jeg troede ellers alle piger faldt for ældre mænd." påpegede han og skævede til hende. Ligesom 'alle' drenge er helt vilde med voksne kvinder. Måske er vi bare aliens, der render lærerene i kappen og arbejder på halvtid som fugleskræmsel."
Han så atter imod øen på den anden side og så et kort øjeblik meget fraværende ud i ansigtet. Tankerne fløj afsted inde i hans hoved og pludselig gik det hele op. Selvfølgelig.
Et suk forlod hans læber og han rystede svagt på hovedet.
"Det er Thestraler du ser, har jeg ret?"

Ellinor fnes lavmælt, men ventede blot på, at den fraværende maske der lå over ham, ville aftage. Hans ord ramte hende ikke. Ellinor havde aldrig følt sig anderledes, fordi hun var en af de få, som rent faktisk kunne se dem. Men alligevel. Ellinor's grønne øjne afsøgte hver en krog af hans ansigt, som om hun desperat prøvede at gennemskue hans maske. Hendes bløde læber gled op i et smil, før hun nikkede til hans ord. "Der er 12. Den mindste står ca 40 cm fra dig, imod venstre. De er guddommelig smukke de skabninger. Meget venligsindet", fortalte hun og nikkede. Ellinor betragtede den lille skabning, der legesygt havde kastet sig over en sten. "Jeg kan høre dem. Se dem. Røre dem. For dig er de ingen ting. Ingen ting. Undtagen viden og stof du kan læse dig til", sagde hun og hendes smil gled langsomt af hendes læber. "Du går glip af noget", færdiggjorde hun sin sætning, før hun med et halvhjertet smil, rømmede sig og fokuserede på ham istedet for. "Hvordan vidste du det?" Spurgte hun derefter, og lod langsomt hovedet falde på sned. "Er det meget tydeligt, eller er det dig med den største hjerne på hele skolen?"

Crowley skævede til venstre hvor han så absolut ingenting. Der var intet. Kun luft. Måske en myg eller to, men absolut intet andet. "Den må hellere flytte sig, før jeg får et anfald. Jeg har allergi overfor halvdøde ponier med vinger."
Han sænkede øjenbrynene da hun brugte ordene 'guddommelige' og 'venligsindet' til at beskrive disse væsner, om hvilke han havde læst skulle være gyselige at se på, samt agressive omkring mennesker. Dette var netop grunden til at han ikke rykkede sig. Man kunne aldrig vide. Nok kunne han ikke se, høre eller røre dem, men de kunne sikkert se, høre og sparke ham, for ikke at sige flå ham i stykker. De spiste jo kød, sådan nogle.
"Jeg går glip af mange ting, om man så kan sige at kødædende benede heste, med haj-kæber og vinger er noget jeg er ked af at misse, det kan så diskuteres." påpegede han og rømmede sig. Han så ud på øen, på den anden side og smilte for sig selv. Det havde taget lidt tid at regne ud hvad det var hun havde været så betaget af, men det var jo egentlig ret tydeligt.
"Jeg lagde éen og éen sammen, så enkelt var det." sagde han og vendte blikket imod hende (efter at have sikret sig at det, som han ikke kunne se, ikke havde rykket sig nærmere), "Stationen ligger derovre. Første års eleverne sejler over søen for at komme til Hogwarts. Vi andre tager vognene. Man må så forvente at Thestralerne holder til her, så de ikke vandrer rundt på de forkerte steder når de skal spændes for vognene. Jeg har kun læst om dyrene, selvfølgelig. Aldrig set en. Det var blot et vildt skud i tågen, men jeg havde ret."

"Det må være den effekt jeg har på folk", mumlede hun i et drillende tonefald, før hun trak på skuldrene. "Jeg synes stadig, det er synd og skam for dig. Du virker ret snæversynet. Ret.. Skeptisk overfor ting. Det er faktisk virkelig ærgeligt, for man går glip af så meget", sagde hun og sendte ham et bredt smil, før de grønne øjne gled om bag ham. Ellinor sagde hvad hun tænkte. Tænkte hvad hun sagde. Alt der kom ud af hendes lille mund, var ord som var velovervejede men ikke i særlig lang tid. Derfor kunne hun hurtigt give sin mening tilkende, uden egentlig at have nogen grund til det. Som nu. Ellinor sukkede derefter lydløst, da solen kastede et sidste uskyldigt blik mod Thestralerne, der langsomt forsvandt væk fra området. Stille og roligt. Intet vildtfarende eller hidsigt ved dem. Lidt efter lagde hun de små hænder, i en beskyttende stilling, før hun lod armene hænge slapt ned foran hende. Slottet oplyste omgivelserne omkring dem, mens Den Sorte Sø blot blev mørkere. Spændingen hang i luften. Ellinor kunne næsten dufte den. Var det ikke noget med, at dyngfolket var tættere på søoverfladen om aftenen? Eller var det blot Ellinor's fantasi? Ellinor forholdte sig tavst.

Et suk forlod hans læber. Man gik glip af ting? Såsom hvad? Crowley følte sig meget oplyst en så mange andre på skolen. Han vidste ting som andre ikke vidste og han var klart en af de dygtigere elever. Hvordan kunne han gå glip af ting pga. sin skeptiske synsvinkel? Det var da kun sundt at være kritisk overfor tingene. På den måde fik man hurtig sorteret de svage led væk fra flokken, eller hvad man nu sagde. Desuden ville hans holdning til livet ikke ændre på det faktum, at han ikke kunne se Thestraler.
"Jaså," var i første omgang det eneste der forlod hans læber. Han var ikke helt sikker på hvad han ellers skulle sige. Han havde ikke noget at sige. Hun gjorde udtryk for sin mening om ham, og han havde hørt negative meninger mange gange før, så de rørte ham ikke. Ikke det mindste.
"Alle har altid en mening om hvordan andre skal opføre sig," påpegede han.
"Det er svært at være god nok, derfor har jeg valgt at påtage mig "bad guy"-rollen. Det gør livet meget nemmere."
Han kastede et blik imod de træer, der nu syntes at kvæle solens sidste stråler. Han savnede de lange sommeraftener. Man fik meget mere ud af dagen, når den ikke sluttede klokken seks eller otte. Han skævede imod det sorte vand. Trods sort er en farve, der ikke kan være sortere end sort, så så vandet alligevel sortere ud nu, end før. Det skyldtes nok skyggerne, som lyset fra Hogwarts lavede ud af deres kroppe. Eller måske bare et paranoia dybt inde i hovedet på Crowley. Det var ikke til at sige.

Ellinor rystede på hovedet, før hun langsomt fugtede sine hjerteformede læber. "Det tror jeg ikke. At alting bliver nemmere", mumlede hun blidt, før hun rømmede sig og forlod broen. Den knitrende lyd fra Ellinor's fodsoler beroligede hende. Det var en dejlig afslappende lyd. "Jeg tror det hele bliver en tand svære. Ikke så det bliver forfærdeligt, men man spænder ben for sig selv", afsluttede hun før hun vendte sig mod ham. Cirkus 6 meter fra ham. Hendes ben vejede nu mere end før, og mørket skræmte hende fra vid og sans. Mørket. Noget Ellinor afskyede mere end noget andet. Hun hadede det. Det omklamrede hende og angreb hende. Og hun kunne intet stille op, medmindre hun havde en lampe, eller sin tryllestav. Men lige nu bar hun ingen af delene. Ellinor rømmede sig og afventede hans svar. Hun forventede ingen åbenbaring fra hans side. Det var han slet ikke typen til. Han forblev i det evige mørke, som Ellinor synes, han befandt sig i. Det ærgrede hende. Ellinor ville hellere end gerne, vise den drømmeverden hun levede i. Den, hvor alting kunne lade sig gøre, og hvor man kunne flyve. Ellinor var måske naiv og en anelse tosset, men det kunne hun leve med. Hun havde venner, og en familie der tog sig af hende. Mere kunne man ikke forlange.

"Sværere? Nej da. Slet ikke. Man kan sige hvad man vil. Være ærlig og ikke lige så løgnagtig som alle andre," begyndte han. Han lagde op til at holde et helt foredrag for hende om, hvorfor det var bedre at være skeptisk end at være naiv.
"Man undgår mange konflikter og bliver aldrig rigtig rodet ind i noget. Dét med at folk så helst undgår en eller ikke rigtig bryder som om en, det kan man så vurdere om er en fair pris, men indtil nu har det ikke irriteret mig. De fleste har alligevel ikke noget ordentligt at sige til mig, så hvorfor ikke undgå det?"
Han sukkede og rystede på hovedet. Det ville hun ikke kunne forstå. Hun var alt for smilende og glad. Det var som om hun levede i en lille drømme verden. Eller hvad? Det var måske begrænset hvor drømme-agtig den kunne være, når hun nu fandt Thestralerne så fantastiske og smukke og jeg-ved-ikke-hvad. Han kunne ikke lade være med at smile, for det kunne jo være at alt han havde læst om dem var forkert. Og dog. Så mange falske kilder? Det ville være meget usansynligt. Han betragtede hende og forsøgte at læse hende lidt mere. Hvorfor var hun så positiv?
"Du virker som et utrolig positivt menneske. Sikker på at du ikke har stjålet Gryffindor-kappen fra en anden? Du kan da næsten kun være Hufflepuff. Der findes da ikke andre ligeså smilende mennesker."
Han havde haft lyst til at spørge lige fra starten, men det var først nu han fik gjort det, hvilket var underligt, eftersom hun virkede mere forsigtig nu. Han forsøgte ikke at tænke for meget over det, og afventede blot et svar.

Ellinor måtte himle irriteret med øjnene. "Man kan altid være ærlig. Man behøver ikke opføre sig som en idiot, bare fordi man går op i, at andre høre ens mening. Jeg ville ti gange heller, høre en mening var en morsom person, end fra en, som væmmede sig ved synet af mig. Synes du jeg er løgnagtig?", spurgte hun og kløede sig på kinden, med sin lille hånd. Derefter så hun trodsigt mod ham. Han forstod intet. Intet, i hvert fald ikke det, som hendes verden bestod af. Ved hans næste spørgsmål, måtte hun anstrenge sig for, ikke at blive en smule fornærmet. Ikke, at det var noget galt i at være en puffer, men hun hørte til på Gryffindor. Ingen tvivl. Hun smilede bare mere end Gryffindor'erne normalt. Ikke? Ellinor rømmede sig, efter en stilhed der havde varet i et stykke tid. "Jeg bad hatten om at komme på Gryffindor. Og ja, den var ikke meget for det, men den så faktisk potientale(?) i mig, så den valgte til sidst at sætte mig der. Jeg tror ikke rigtig du har den baggrundsviden omkring omkring mig, til at kunne placere mig på et kollegium. Jeg er ikke en bog du kan læse", sagde hun. Hendes stemme var stadig den samme. Intet ændret ved den. Stadig blød og venlig, og med et strejf af noget drømmende og fangende. Sær kombination.

Han betragtede hende og kunne ikke undgå at bide mærke i, at hun reagerede på det han havde sagt. Dog var det svært at spotte. Hun var god til at holde fatningen. Han lagde armene over kors.
"Vi er ikke alle sjove." påpegede han.
"Som jeg sagde før; Alle har en mening om hvordan vi bør opføre os, og hvad der er rigtigt og forkert. Det har du lige bevist. Selvom en person ikke lige falder i din smag, eller omvendt, gør det ikke deres mening mindre sand eller mindre vigtig."
Han holdt en kort pause, før han med et skuldertræk og en gestus med hånden tilføjede: "Og alle lyver. Man kan ikke stole på nogen."
Han lagde armene over kors og stirrede indgående på hende. De to var som vand og olie. Helt forskellige. Måske snarere vand og ild. Han rømmede sig og rystede opgivende på hovedet. Vinden trak en smule i jakken og pillede ved håret. Han så på hende igen og kunne ikke lade være med at smile.
"Selvfølgelig er du da det. Alle kan læses." påpegede han og trak på skuldrene.
"Nogle er bare sværere end andre. For eksempel: Jeg kunne se at du ikke hørte til på Gryffindor, men det faktum at du er der, fortæller mig noget om din personlighed. Du er sikkert mere intelligent end en Hufflepuff, og klart modigere, eftersom du kan og tør stå ansigt til - øh - ansigt, med en Thestral. Du har en Hufflepuffs udstråling, men en Gryffindors hjerte. Det faktum at du virker mere eller mindre beskyttende når det kommer til at du bad fordelingshatten om at sætte dig på Gryffindor, kan tyde på at du skammer dig lidt over din Hufflepuff-hed, og alligevel dyrker du den smil og positivitet."
Han trak på skuldrene.
"Men det kan selvfølgelig være at jeg tager fejl."

Ellinor betragtede ham med de store grønne øjne, samtidig med at hun langsomt fugtede sine læber. Hendes øjne afslørede hende som sædvanlig; Hun var dybt frustreret. Jo længere hans lille provokerende tale gled hen, jo mere og mere frustreret blev den spinkle pige.
"Lad mig ligge en ting fast; jeg er ikke en bog du kan læse! For det andet; jeg skammer mig ikke over min Huffelpuff-hed, nul og niks!" udbrød hun og slå irriteret ud med de små hænder. Ellinor vidste at det var et sølle svar, på hans perfekte læsning af hende. En bog. Nej fandme nej!. Ellinor lagde derefter armene over kors, og så på ham med et trodsigt blik. Det morede ham sikkert, at se denne lille blonde pige, så åbenlyst frustreret og irriteret, men hun var ligeglad.
"Og med hensyn til at stole på nogen", startede hun derefter, og måtte igen konkludere at han havde ret. "Dér tager du fejl!" udbrød hun og fugtede langsomt de hjerteformede læber. "Men jeg gider ikke engang sætte dig ind i det. Du kan jo alligevel ikke bruge min mening til en skid", sagde hun derefter og himlede med de grønne øjne, før hun vendte sig om for at gå. Ellinor gav sig til at pille ved den store hvide ring, som sad på hendes lille finger. Den var smuk, virkelig smuk og med mange flotte detaljer.
Ej hvor gjorde han hende irriteret. Også selvom han alligevel havde været underholdende.

Han så på hende med et indtrængende blik. Han gad ikke læse hende mere. Hun gav op, gjorde hun ikke? Så havde han vel vundet, og det burde gøre ham tilfreds. Han rystede på hovedet. Han gad ikke svare hende da hun vendte ryggen til ham. Han var vant til at folk vendte rundt og gik. Det var den reaktion han fik. Begge øjenbryn blev hævet og han så efter hende med et vurderende blik.
'Du kan jo alligevel ikke bruge min mening til en skid,' havde hun sagt. Havde hun overhovedet lyttet? Han havde jo sagt at en mening ikke mistede værd, blot fordi personen der gjorde udtryk for den ikke var et menneske man brød sig om. En mening var jo personlig. Han rystede på hovedet. Pigebarnet måtte have en slags forfølgelsesvanvid. Eller også brød hun sig ikke om at folk kendte hende; en typisk reaktion fra folk der havde noget at skjule. Han trak på skuldrene; det var ligemeget. Hun var jo på vej væk fra ham og samtalen og så var der jo ingen grund til at fundere mere over hende.
"Det var hyggeligt at møde dig. Jeg forstår at du ikke kan lide mig, og jeg kan egentlig heller ikke lide dig, men det skal du ikke tage personligt; jeg kan ikke rigtig lide nogen." brummede han mut og sukkede. Hans hænder var endnu placeret i lommerne på jakken, og hans ansigt blev igen vendt imod søen, der nu var opslugt af det totale mørke. Han overvejede om det var en ordentligt afslutning på deres samtale, men nu måtte det vel være sådan. Et suk forlod hans læber. Hun havde selv bedt om det, havde hun ikke?

Ellinor strøg den lille hånd igennem hendes krøllede totter, samtidig med et dybt suk forlod hendes læber. Hendes skridt gav genlyd imellem kratene, og træer som skyggede for hendes vej ud. Pludselig stoppede hun op, og vendte sig chokeret mod ham. Hendes bløde læber blev pludselig stramme, i det hun skar en grimasse.
- "Det er synd for dig. At du ikke kan lide nogen som helst" sagde hun højt, imellem de bladeløse træer. Lidt efter vendte hun igen rundt, og begyndte sin vandring væk fra den Sorte Sø. Ellinor havde ikke noget at skjule. Hvorfor skulle hun? Man kunne intet holde skjult på denne skole, så længere adskillelige sladretanter gik rundt imellem eleverne. Ellinor ramte stien, som trygt førte op mod slottet. Hendes ord var ægte; hun synes oprigtigt det var synd for ham, at han ingen kunne lide. Hvorfor al den ligegyldighed? Ellinor så rundt og sukkede. Som ild og vand. Ja, det var nok den perfekte beskrivelse på de to. Endnu et suk forlod hendes læber;
'jeg kan egentlig heller ikke lide dig, men det skal du ikke tage personligt; jeg kan ikke rigtig lide nogen'
Ellinor kløede sig frustreret i panden.

//Out, hvis det er ok? (: