Savn på jer ...

T :: Irl
S :: Q-banen
V :: smukt solkin uden en eneste sky på himmelen, et perfekt flyve vejr.
O :: Få elever der øver sig på deres koste.
---
Violet sad nede på banen i det grønne græs, hun havde sin skoleuniform på. Hun kunne godt lide den, især kappen. Det dækkede lidt hendes spinkle krop, hun var undervægtig det vidste hun godt. Men hun kunne bare ikke få sig selv til at spise, hun så ikke rigtig nogen grund til det. Hun så op mod den lyse blå himmel og lagde sig ned i græsset, hun var lige kommet til skolen og savnede allerede sine venner på børnehjemmet. Hun trak kappen om sig og hætten foran ansigtet så hun ikke fik solen i øjnene, hun havde fået anskaffet sig en hætte. Hun kunne godt lide at gemme sig i den, den gjorde hende mere tryg. Hun lukkede stille øjnene og sukkede let, man kunne tydeligt høre de andre elever flyve rundt på deres koste ovenover hende.

Der blev helt stille i luften og nogle måbede lidt, der lød få gisp og så et grin. Han havde lynet i sin hule hånd og vinden legede lidt med hans hår. De grønne øjne hvilede på lynet, der paskede med vingerne. Solens stråler ramte det og fik det til at glimte svagt, hvilket fil Legna til at grine lidt højere. " Sådan fanger man et lyn" sagde han med en kold stemme og hans blik var rettet stift ned på en dreng som havde været dum nok til at udfordre ham. Han fløj direkte ned mod jorden og landede så med et blødt bump. Ingen var bedre end ham, til at være søger.

Violet åbnede stille det ene øje under hætten, det lod til at der var en fra Quidditch holdet her på banen. Hun fulgte ikke rigtigt med i det, hun forstod ikke helt reglerne. Og hun led voldsomt af højdeskræk, første gang hun havde været på en kost havde hun klamret sig til den. Hun kunne ikke så godt lide at være oppe på en kost, højt hævet over alt andet på en lille kost. Man kunne jo falde af så let som ingenting, derfor holdte hun sig til landjorden eller vandet. Hun elskede derimod vand, hun elskede at svømme og bare være i nærheden at vand. Det gav hende ro bare at høre på det hvislende vand, eller de små dryb der fik folk til at gå helt amok og skynde sig ud på toiettet. Hun blev liggende hvor hun var uden at røre sig, hun lyttede til de forskellige stemmer omkring hende.

Leg kiggede rundt og sendte alle kolde blikke, så de vendte sig om. Han fnøs lidt og gik hen mod en tom bænk, hvor han kunne sætte sig. Ingen følelser viste sig på hans læber, han så hård ud. Han hvæsede lidt, af gammel vane og satte sig så ned på bænken. De grønne øjne hvilede roligt på himmelen og fik ham til at smile lidt. Et koldt og skævt smil. Han hadede at blive set som den svageste, når han faktisk var den stærkeste. Han grinte lidt igen og kørte en hånd gennem de mørke hår.

Violet syndtes at der begyndte at blive ret stille, hun satte sig op og så sig omkring som om hun lige var vågnet. Hun fik øje på en drenge der sad alene over på bænken, han var ældre end hende. Men det var klart, hun var jo kun en førsteårs elev. En tåbelig lille pige som der bare var i vejen for de ældre elever, hun fugtede let sine læber af gammel vane. Han lignede ikke helt den rare og hjælpsomme type, men hvem gjorde også det når de troede de var bedre end alle andre ? hun satte hovede på skrå og bestraktede ham lidt, sikkert rentblodet og dog. Der var også halvblods der troede de var bedre end andre, hun selv havde ondt af halvblods heksene og troldmændene. Tænk at have en mudderblods far eller mor, hun ville ikke kunne klare det. Mugglere havde ikke spor ret til at kende til denne verden, eller i det heletaget være her. Hvorfor skulle der også gå sådan nogle på den her skole ? Det var anderledes på børnehjemmet, der var hun den eneste fuldblods. Men det var noget andet, hun boede jo i muggler verden. På et mugglerbørnehjem, i en mugglerby. Man kunne ikke forvente at finde en rentblodet ven der, hun trak hætten ned foran ansigtet så man kun lige kunne se hendes mund.