Hvor var den ged nu henne?

O=Ingen andre end Damian.
V=Irl.
T=irl.
S= Den forbudte skov ved kanten.

Damian var kommet til at gå imod den forbudte skov, han vidste ikke rigtigt hvad skoven virkelig hed? Men man kaldte den, for den forbudte skov. Han gik rundt og huskede på sine omgivelser så han kunne finde ud sikkert, han havde som altid sin kilt på, og en grøn t-shirt, hans kilt var en grøn med lidt brune tern som det eneste, han havde altid sin kilt på sådan følte han sig hjemme, som i gode gamle Skotland, han havde som altid sin stav i venstre hånd, man vidste jo aldrig hvad der var i denne skov andet end ham selv og andre, måske underjordiske væsner? Varulve? Gede? Og man kunne blive ved til evig tid.

"Godaften Damian" Lød en munter stemme bag ham "Er vi ude og patruljer i nattensbulder?" nogen skridt lød og ud af mørket trådte en anden blond dreng, der kunne ligne Damian overraskende meget(!!!). Det var Edmund, en anden 5. års elev, men fra Gryffindor.

Angelina havde set en dreng gå ned mod den forbudte skov - og derefter en anden dreng, som lignede den første, usandsynlig meget - nysgerrig som hun var, fulgte hun efter, for at se om der skete noget specielt. Hun havde heldigvis godt med tøj på, da der var sindsygt koldt midt om natten. Hun hørte stemmer inde fra skoven - det måtte være drengene - og hun holdte godt fast om sin tryllestav. Hun gemte sig om bag et træ, og betragtede de to drenge.

Damian vendte sig om lynet og kiggede op på Edmund, han hadede Edmund som pesten, han var bevis for Mudderblod succes, han tog hans stav frem så man kunne se den og pegede i mod Edmund, men da staven begyndte at lyse så det var klart at der var Lumos besværgelsen, han havde brugt. "Jamen ja hvem har jeg så her? Mudderbloden?" sagde han koldt til ham med det koldeste smil han kunne lave, han rettede dog lidt på kilten, og pegede stadig staven imod Edmund-

Edmund stod forsat stille og smilte til Damian, som intet var hændt. "Jeg vil nu fortrække bare at blive kaldt Edmund, hvis det ikke er for meget at bede om" svarede han. Han betragtede kort Damians stav der pegede imod sin hals og hans blik hævede sig igen og han fik øjnkontakt i mørket.

Damian var tydeligvis ligeglad han pegede stadig med staven mod ham men valgte at tage den ned, men stadig havde den på sig og lige ved hænderne, han hørte tydeligt hvad Edmund sagde og havde mest af alt lyst til at brække hans nakke, men prøvede at få sig selv til at stoppe med sådan nogen tanker og vente lidt med det. "jamen jeg fortrækker at kalde folk hvad de er? Er du ikke enig? Altså jeg håber du kan følge mig mudderblod!"sagde han tydeligt og koldt igen og besluttede sig for at prøve at gå rundt om ham, han gik meget elegant, meget, men da han lige var kommet over på den anden side ad Edmund.

Edmund blinkede med øjne, "Jo vidst, men forholder det sig sådan at jeg også er andre ting end det som du ynder at forkalde 'mudderblod'" Edmund flyttede sig ikke, da Damian begyndte at gå rundt om ham. Edmund frygtede ham ikke eller også var han bare god troende og troede ikke et angreb ville forekomme.

Damian så en pige bag et træ, som nok havde hørt at hvad de havde talt om, han var næsten ligeglad med Edmund nu og han havde kun set en glimt af hende da, han lagde sin stav i retningen mod hende og der kom et lys frem, lyset blev lavet om til en lille kugle der fløj over mod pigen, så man tydeligt kunne se træet lige foran, han ville lige være sikker på at han ikke havde set forkert, men lyset bevægede sig lige foran træet, han kunne næsten ikke se noget der henne.

Angelina kunne se den truende af drengene - som tydeligvis også var fra Slytherin - kigge i hendes retning, og af ren og skær refleks, rykkede hun sig, med et lille gisp, ind mod træet. Idet hun gjorde det, snuplede hun over en stor rod-gren, og hoppede ud på den anden side af træet. Hun kiggede forfærdet over på de to drenge, og bed sig hårdt i læben. Selvom de alle var elever, var hun en smule skræmt over dem.

Edmund sukkede, han troede ellers han havde været alene, men tilsynladende ikke. Han vendte sig om og fik øje på en bekendt, han kunne dog ikke ærindre navnet, kun at hun var fra Hufflepuff. Han kiggede over på Damian, der forsat havde sin stav solidt i hånden.

Damian gik videre ind Angel, da han så pigen der mere eller mindre var en typisk Puffe, gik han helt hen til hende og kiggede hende direkte i øjnene og bed sig i læben "ER du sikker på at en Puffe skal være her lige nu?"spurgte han surt til hende, han orkede virkelig ikke en Puffe, selv en Løve var mere værd end en Puffe, Pufferne var de værste blev han enig med sig selv om, han tog staven op og rettede den mod hendes hals for at sørger for at hun ikke gjorde noget.

/slettet/

Hun kiggede skræmt på de to drenge. Angelina veg tilbage, da Slyth'en gik imod hende - og ligefrem truede hende. Det gik op for hende, at hendes mund stod en smule åben, og hun klappede hurtigt tænderne sammen, "Ehmm..", hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, "Ingen af os burde være her lige nu..", mumlede hun, og kiggede over på Gryffen, mens Damian truede hende med staven, under hendes hals. Hun lod uvilligt hendes tryllestav, blive liggende i lommen, og tog hænderne op, med håndfladerne ud mod ham, som et tegn på at hun ikke var ude på noget.

"Rolig nu, Damian" lød Edmunds stemme "Hun har ikke jo ikke gjort noget og hun er ligeså berettigede til at befinder sig så sent ude som os. Ligesom hun selv påpeger" Edmund sendte et blink til hende for at vise han havde situationen under kontrol.

Damian kiggede mere koldt på hende end før, han så hende med hadefulde øjne, som udstrålede had, direkte, "Altså du ved godt at jeg ikke kan lide folk holder øje med mig.. Med dig er det godt men med mig!"sagde han koldt og var nu helt henne ved hende og havde ikke fjernet blikket.

"Og derfor skal du rette din stav mod hendes hals?" spurgte Edmund retroisk. Han havde bag Damian hånd på sin stav i sin inderlomme. Han var klar til at trække den hvis at Damian skulle finde på at forhekse Angelina, som helt uskyldigt var endt i en kattepine. "Sænk nu staven" sagde Edmund stadigvæk med en munter stemme.

Hun kiggede mistroisk på drengen foran hende. Han var yderst skræmmende, og selvom han ikke truede hende, ville hun stadig være skræmt af ham. Hun så forbi Damians hoved, og kiggede på den anden dreng, som forsøgte at berolige Damian. Hun ville have smilet, som tak for hans forsøg på at hjælpe, men hendes mundvige lystrede ikke, med hvis Edmund kiggede ordenlig efter, ville han kunne se taknemmelighed i hendes øjne. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den i igen. Hun kunne mærke, at hvis hun sagde noget, ville den lyde skinger, og hun rømmede sig lidt. "Vil du venligst stav din stav?", hun ville forsøge sig med venlighed, selvom Damien sikkert ikke påskønnede dette. Det var ikke fordi hun ikke kunne forsvare sig selv, hun mente bare ikke at man skulle bruge magi, mod sin medelever, når der ikke var sket noget.

"Nej min stav bliver hvor den er?!"sagde han og gik flere skridt mod hende han tog langsomt hævede staven op i luften, men kaldte sit lys tilbage i hans tryllestav, "Undskyld er de helt dum? Men dit blod og kollegium?"spurgte han langsomt igen, dog med en overlegend stemme så man kunne høre at det var ham det var finest, det ville han altid være selvom de måske var finere i det.

Idet han gik tættere på, gik hun automatisk nogle skridt tilbage. Hvad var hans problem? Hun små-fnøs, "Jeg er aldeles ikke dum!", sagde hun og hævede stemmen. *irriterende $@!?%* tænkte hun. "Og til din information", sagde hun irriteret, "Jeg er fuldblod, og jeg har familie hos Slytherin. Der er intet galt med mig!", hun var ikke ligefrem stolt af at være i familie med nogle så stygge, som dem fra Slytherin, men det var trods alt hendes søstre, om de så hadede hende, eller ej. Det var værste var nok at de lod som om de ikke kendte hende, selvom det var tydeligt at de var trillinger - hun var familiens hvide får.

Edmund fulgte med sceanariet, hun skulle ikke komme ud af syne og være overladt til sig selv. Han betragtede blot deres samtale med sin hånd inden under sin kappe hvilende på sin stav. Han ønskede ikke en konfrontation og trak den kun hvis Damian indledte et angreb på hende eller ham selv. Han sukkede da hun nævnte at hendes familie på Slytherin kollegiet var hendes begrundelse på at der intet var galt med hende. Selvfølgelig var der intet galt med hende, der var ikke noget galt med nogen af de fire huse på Hogwarts.

Han hævede sit venstre øjenbryn af hende? Han havde mest af alt lyst til at nedgøre hende voldsomt, fordi det var nemt," Siden du minder lidt om en Slytherin, må jeg sige at må være en lille puffe! og ja det giver mig ret til at fuldstændig hænge dig mentalt resten af min lov og den lille korte sølle liv du har tilbage! og ja sølle og især korte?!"skældte han ud over for hende, han ville aldrig nogensinde finde sig i af at blive disset af en lille modbydelig Puffe..

Hun tog armene ned igen, og tog den i lommen, og tog fat om hendes tryllestav.
Hun løftede begge bryn, "Står du og truer mig med mit liv?", spurgte hun forfærdet, men alligevel provokerende. Selvom han var vejleder, ville han da ikke slippe godt fra at forbande hende, med en eller anden syg besværgelse, og endda stå og true hende.. Ville han? Det irriterede hende grænseløst at han bare troede han var bedre end hende fordi han var Slyth'er og hun ikke var. "Og desuden.. er jeg stolt over at være puffer", snerrede hun, og lagde tryk på stolt.

Edmund ville helst forholde sig i baggrund også gribe ind hvis det gik galt, men fra den position var der ikke meget at gøre ved hendes trukken stav, men han han valgte at blive for at fastholde sin position i en evt. kamp. Han prøvede diskræt med nogen armbevægelser at få hende til at sænke staven. Edmund var langt fra sikker på hvilke niveau Damian befandt sig på og det skulle ikke undre ham hvis Damian havde lært nogen besværgelser hjemmefra.

Damian kiggede overrasket igen, "jeg kan lyde når et dyr kan er stædigt.. det er nok dumt.. At sige det men det ved vi vel alle? Du er jo lidt dum.. Kan vi jo se!"sagde han langsomt og gik hen og tog fat i hendes kæbe... "såså lille ven."sagde han som om han talte til et dyr..

Hun kiggede over på Edmund, uden at fortrække en mine. Hun ville ikke afsløre ham for Damian, og hvis hun skulle gøre et tegn igen, hvad skulle hun så gøre?
Hun bed tænderne sammen, og ømmede sig lavt, da han tog fat om hendes kæbe. Han var ikke så lidt slap. "Ikke.. den.. eneste", hun kunne ikke sige så meget, da han holdte godt fast om hendes kæbe, og det var smertefuldt. Hun slap tryllestaven, så den røg ned i hendes lomme, og tog fat om hans håndled, og forsøgte at rive hans hænder væk, men forgævedes.

Edmund sukkede. Han ville hjælpe hende, men han ville ikke fremprovokere en konfrontation. Han var i tvivl om hvad han skulle gøre, men nu blev fysisk og hun blev forulempet "Damian! Slip hende" sagde han fast, "Hvis du skal ud med noget vrede, så kast den i det mindste over et mudderblodspjok som mig" Han brød sig ikke om at omtale sig selv sådan, men hvis det kunne befrie hende fra hans tyranni og mobning var det det værd.