Stjerner & Smil

Tid ~ Klokken er tæt på 10.
Vejr ~ Stjerneklart.
Sted ~ Ved vinduerne.
Omgivelser ~ Tomt. De fleste sover nok?
___

Sakura sad i den kolde vinduesklarm, og så ud på stjernerne. Var det Nord-stjernen som hun kunne se der? Hun smilede til dem, og kunne næsten række hånden op og tage dem ned i sin hule hånd, putte dem i lommen som en suvinir, som hun aldrig ville lægge fra sig. Eller også putte dem på en perlekæde, og give dem til en hun syntes om... Men der var ikke så mange hun syntes om... Hun sukkede svagt, og knugede sine hænder ind til sig.

"Sakura?" lød en velkendt stemme bag hende. Nu kunne også hørende nogen skridt der kom nærmere "Jeg tænkte nok det var dig, der er kun ganske få med det lysehår du besidder" Det var Edmund, en anden 5. års elev fra Gryffindor.

Sakura drejede sit blege ansigt, så hendes hvide hår stod i en sky omkring hendes ansigt, med de små alfe-træk. "Ååh, Edmund." Da choket var gået over, så smile hun til ham, og klappede på pladsen ved siden af sig, i vindueskarmen. Hendes hår var trods alt løst i dag. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har du da også temmelig lyst hår? Og det klær dig lige så meget, som det klæder mig."

Edmund sendte hende et varmt smil og nikkede som tak "Det var pænt af dig. Men jeg vil da stadigvæk fastholde min mening om dit hår er væsenligt lysere end mit" Han satte sig ved siden af hende og kastede et blik op mod stjernerne. "Det er en yndig nattehimmel, ikke sandt?" spurgte han

"Væsenligt." gav hun ham ret, og lod sig sidte sig ved siden af hende, fordi det jo var en opfordring. Men han havde nok også fået lov at side der alligevel. "Jeps, den er meget smuk." Hun smilede skævt op til dem, og så så hurtigt på ham. "Tænk hvis man kunne tage dem ned." hun så på stjernerne, og kastede så et hurtigt blik ned på den sorte sø. Hun mindedes ved de nymåne-nætter hvor hun havde sat lys i vandet, helt selv..

"Det ville nok resultere i kosmiske problemer, da stjerner fungere som sole i andre systemer. Desuden er ville de nok ikke være ligeså eksklusive hvis man bare kunne gribe dem, hvis man havde lyst" Svarede han, et typisk Edmund svar. Han så ned fra nattehimlen og prøvede at få øjnkontakt med hende, men det var ikke ligetil da hun stirrede ned i den mørke sø.

Det tog hendes et par øjeblikke at komme tilbage til virkeligheden, da hun nærmest var druknet i hendes minder. Det gjorde hun tit. Hun kørte fraværende hånden igennem sit hvide hår, og så så på ham igen, med et svagt smil. "Tja, jeg er vil egoistisk nok til at tænke det alligevel?"

Edmund sendte hende et varmt smil "Helt egoistisk kan du hellere ikke være, ellers havde du nok havnet på Slytherin, men egoisme er naturlig del af menneskets væsen" Edmund kastede et kort blik mod døren til storsalen, som stod vidt åben. Han kunne skimte i par spøgelser flyve forbi døren, deres blege lys lyste op i mørket.

Sakura så ind i vinduet, så hun lagde ikke rigtigt mærket til spøgelserne ved starten. "Tja, du siger at mennesker er egoistiske, men.." Hun stivnede og hylede overasket, da hun så spøgelserne blive spejlet i vinduet. Hun var lige ved at falde bagover bare af chokket. Hun var bare aldrig rigtig blevet vant til spøgelserne.

Han lagde sin hånd hendes ryg som støtte "Er du okay?" spurgte han bekyrmerede og så undersøgende på hende. Selv havde han aldrig haft noget problem med spøgelser eller andre magiske væsner, der hjemme havde de haft lidt af hvert i haven og endda et genfærd på loftet, men det var kun en kort periode.

Hun rødmede, og rettede sig. Gud, hvor var hun bare en tøse-pige. "Undskyld. Jeg er bare ikke særlig vant til spøgelser." grinede hun, og rodede i sit hår. Hun håbede at der var mørkt nok til at han ikke så hendes rødmen. Hun kunne ikke lide det! Hun så hurtigt på ham, med sine lyseblå øjne. Hun håbede ikke at hun havde gjort noget forkert.

Edmund sendte hende et forståeligt smil "Det skal du skam ikke undskylde, det er såmænd meget normalt at der visse ting folk ikke bryder så om" han bemærkede ikke hendes rødmen. Han fik øjnkontakt med hende og sendte hende endnu et af sine varme smil.
"Når" Sagde han efter lidt tids stilhed "Af hvilken årsag kom du så herned?" spurgte han, de havde forsat øjnkontakt.

Sakura ville pludselig gerne se væk, men hun mærkede at det ville koste hende alt for meget viljestyrke. Hun bed sig i læben, og klugede igen sine hænder. "Jeg syntes bare at der er rigtig god udsigt her. Jeg kan godt lide... stjerner." Hun ville faktisk aller helst ud til den sorte sø, og sætte et sterinlys derud. Men det var vist først om tre dage der var nymåne...

Edmund kløede sig i nakken "Det burde jeg kunne have sagt mig selv, efter du talte om at tage dem ned fra himlen". Selv var han ikke særlig facinerede af nattehimlen, men ofte når det var omkring fuldmåne havde han en besynderlig træng til at gå udenfor, en uforklarelig trang.

"Ja, det burde du." kluklo hun, og kløede sig på næsen. Hun så ud på stjernerne igen, og så på ham. Hun lagde hovedet på hans skulder, og lukkede øjnene. Der var mange nætter hun sad her indtil det næsten blev morgen, så hun havde ikke fået særlig meget søvn. Hun kunne godt begynde at mærke at hun var lidt træt..

Han sendte hende et smil og så ud stjernerne, da hun så der ud. Og næste øjeblik så hun med hovede på hans skuldere. Han blev i tvivl om hvad han skulle gøre, men valgte at ligge sin arm rundt om hende. Han var ikke vant til at være i den her slags situation og vidst hverken om det var venskabligt eller mere. Han undlod at tænke for meget på det og stirrede forsat op på den flotte himmel.

"Edmund," mumlede hun, med en stemme som var blevet lidt tåget af ... søvnmanglen. "Hvis der kommet nogle spøgelser, lover du så at passe på mig?" Hun blinkede et par gange, og kvalte et gab. Hun burde nok gået ned til pigernes sovesal, men hun var bange for at møde en vejleder, som bare ville stille hende en masse spørgsmål.

Han så ned på hende da hun nævnte hans navn. "Nu er de fleste spøgelser på skolen fredlige, men selvfølgelig" svaret han. Han var i tvivl om hvad han skulle gøre og om de skulle sidde der hele natten, hvilket ikke vil være særlig praktisk med tanken om at der nok kom nogen elever nærte morgen og skulle have morgenmad. Han sukkede, han tænkte alt for meget.

"Det må du altså undskylde Edmund." mumlede hun, og klemte blidt om hans hånd. Hendes hår faldt langsomt ned over hendes ansigt. Hun kæmpede for at holde sig i.. live. Det var synd for ham at han skulle side her helt alene, og have ansvare for hendes... krop. Hun kunne ikke lade være med at fnise ved tanken.

"Det skal du skam ikke undskylde" svarede han og betragtede hendes trætte ansigt. Han overvejede om han skulle bære hende hele vejen op, men kom til den konklussion at det nok ville blive lidt for besværligt. Han sendte et smil til hende, da hun fnes, selvom hun ikke kunne se det da hun havde lukkede øjne.

"Undskyld, men jeg bliver hysterisk når jeg er overtræt." Hun sukkede, så hendes hår løftede sig fra hendes ansigt, for at falde ned over ansigtet igen. Hun åbnede det ene øje på klem, og klemte hans hånd. "Jeg mener det. Nu er du tvunget til at side her med mig, men jeg syntes bare du skal gå. Det vil være okay..." Hun ville gerne have at han blev her, men det ville være helt vildt egoistisk..

"Det er helt okay" sagde han og kiggede ud på nattehimlen kort, men vendte hurtigt sit blik tilbage på hende da hun talte igen. "Jeg skal nok blive" sagde han og gav hende et klem med armen rundt om hendes skuldere. Han var lettere forvirret hun havde opfordret ham til at gå, men havde strammet sit greb om hans hånd.

Tja, nu kunne hun i det mindstte sove roligt.. Men hun ville stadig få dårlig samvittighed. Hun smilede svagt, men det ville alligevel være svært at se igennem hendes hår. Hun sukkede, og gabte så bare en enkel gang. Hendes klem om hans hånd, blev langsomt svagere.

"Det bliver en lang nat" konstaterede Edmund, han havde aldrig gjort sådan noget før. Men hvorfor skulle lige pludselig gøre det, han tænkte sig kort om at kom til den konklussion at det var en del af den han var, han var den flinke fyr folk altid kunne stole på, den flinke fyr der altid kunne tilgive og give ros. Men der var noget specielt over det her, han vidste ikke om det bare var hele situationen, eller om det var fordi det var Sakura. Han smilte svagt og gav sig til stirre ud i den mørke nat, som var oplyst af månen og stjernerne.

Ligesom hun havde forventet, gik der ikke ret lang tid før hun begynte at trække vejret mere afslappet. Et afslappet smil gled over hendes læber, hvorefter hun begyndte at snorke -.- Godt nok ikke særlig højt, men når hendes næse var stoppet, så snorkede hun. Det var pigerne helt vildt kede af, i pigernes sovesal.