Perfekt vejr, med en perfekt guy ^^ (Mumie)

Tid: Tidlig eftermiddag.
Vejr: Skyfrit, sol.
Omgivelser: Kun Edmund, og hende.
Sted: Nede vend kanten.
___

Sakura trak i Edmund, for at han skulle skynde sig lidt. Hun kunne godt lide det her sted, for hun elskede at side med fødderne i vand, og tænke på et andet sted. Og det andet sted var så lige på den anden side af søen. Men hun havde det jo godt her. Hun havde hullede jeans-shorts, en hvid top, og sit Gryffendor-slips. Og så havde hun bare tær.

"Rolig nu" sagde Edmund smågrinen efter hun havde trukket i ham de sidste 5 minutter eftersom hun mente han var for langsom. Han var i klædt normale cowboy bukser der blev holdt oppe med et bælte, som en hvid, løsthængende skjorte skjulte. Hun stoppede endelig med at trække i ham "Er vi fremme?" spurgte Edmund smilende og så op mod den skyfrie himmel.

"Ja," grinede hun, og smilede stort, hvorefter hun smed så på maven i græsset. "Tænk at vi lavede lektier." mumlede hun, ned i græsset, og rullede så om på ryggen. Hun så op på ham, og sendte ham et stort smil. Hun elskede bare sommer. Hun tog en dyb indånding, og kløede sig på maven. "Mmm, sommer."

Han sendte hende et smil og satte sig ned ved siden af hende. "Væsentligt mere behageligt end kulden om vinteren" konstaterede han og kiggede ud i den sorte sø, hvor træerne på den anden side af søen blev genspejlet i vandet. Et par elever havde vovede sig ud i søen, på trods af rygterne om der var en elev der var blevet slæbt med ned på havets bund, rygterne sagde dog også han var kommet op igen, men det var vel bare rygter.

Sakura så lidt på eleverne i vandet, men hun kendte ikke til rygterne. Eller hun troede i hvert fald ikke på dem. Hun så op på ham igen, og smilede, hvorefter hun så på dem igen. Hun kendte faktisk en af dem. Lille Mika som fes rundt ude i vandet, med en gennemblødt uniform. Hun smilede skævt af hende.

Edmund skævede ned på hende "Er du klar til når vi skal til eksamen?" spurgte han for at starte en samtale. Han rettede igen blikket over mod den anden bred, der var den forbudte skov. Et par første års elever stod udenfor og virkede som de prøvede at samle mod til at gå derind "Tror du de går derind?" spurgte han

Sakura så op på ham, gav ham hele sin opmærksomhed. "Jeg bliver aldrig klar med elikisrene, men det går nok. Jeg får nok 12 i nogle andre fag.. Håber jeg?" Hun smilede, og skævede over til de ret dumme elever ovre ved skov-brynet. "Det håber jeg ikke, for så bliver vi nød til at hent dem. Og du bliver nød til at sladre." Hun kluklo, og satte sig op.

Han smilte svagt og forstod hvad hun mente med 12, da han selv havde gået på en muggleskole et kort stykke tid inden han startede på Hogwarts. "Vi bliver da ikke nød til at hente dem, hvis du ynder at sætte deres liv på spil står det dem frit for" sagde han og lagde sig ned på ryggen og så op på den blå himmel.

Hun så ned på ham, med et mærkeligt glimt i øjet. "Du ved godt at jeg hellere vil sætte mit eget liv på spil, end at jeg vil have at nogle smækker dem i røven." Hun kluklo, men mente det helt seriøst. Og hun håbede ikke at Mika ville følge dem, selvom hun havde en ret kraftig fornemmelse af at hun havde det på præcis samme måde som hun havde.

Han sendte hende et smil med halvt lukkede øjne, da solen blændede ham. "Du skal være velkommen til at redde dem før de støder på en tørstig vampyr eller noget andet" sagde han og grinte kort. Han lukkede øjne og nød solens stråler mod sit ansigt.

Hun kluklo, og gjorde hunør. Hun ventede bare på at de gik derind, og hun kunne vise ham at hun godt turde. Hun var en Gryffendor. Det sagde alt. Hun rettede på sit slips, og betragtede eleverne. Det så totalt ud som om at de var på vej...

Eleverne havde nu sat kursen imod skoven og det blev meget hurtigt klart at de havde tænkt sig at gå derind. De forsvandt hurtigt i mørket af skoven, tilbage stod dog en pige, som ikke havde samlet mod til at gå derind.

Salura kluklo, og rejste sig. "Nå Edmund?? Skal vi gå efter dem, eller skal vi side her og lade som om vi er Slyther?" Hun kluklo med sine lille alfe-stemme igen, og var glad for at hun havde shorts på. Så kunne hun vade derhend. Hun vendtede ikke engang på ham, men hoppede bare ud i vandet, på vej hen mod skoven.

Han grinte kort og gættede sig til hvad der var sket, han rejste sig op og opdagede at hun havde valgt at tage sø vejen "Det er hurtigere at gå udenom" sagdte Edmund og gav sig til gå rundt om søen og var hurtigt halvvejs mens hun stadigvæk var midt ude i vandet.

Hun rakte tunge, og kastede sig på maven, hvorefter hun hurtigt begyndte at svømme butterfly. Han skulle ikke vente på hende, det ville bare ødelægge hendes selvtilid. Hun kom drivvåd op på land, lidt efter ham. "Jeg havde bare lyst til at få en dukkert." grinede hun, og vred sit hvide hår. "Nå, kom så." Hun trak ham ind, ligesom hun havde trukket ham med derned. Hun håbede at Mika ikke var kommet forlangt. Da hun trådte ind var det ligesom alle lyde blev dæmpet, og luften mere tung. Og der blev mørkere.

"De kan umuligt være kommet særlig langt" sagde han og prøvede at se om han kunne spotte nogen af dem, men han kunne ikke se mere end 10 m frem. Han kom i tanke om hun ikke havde sko på han kiggede kort ned på hendes fødder. Han knækkede to grene af og fandt sin stav frem og forvandlede de to grene til et par sandaler "Værsgo" sagde han og smilte til hende.

Hun tog dem, med et svagt smil. Hun tjattede blidt til ham, og kluklo. "Mange tak hr." Hun strøg noget om bag øret. Hun trak dem på fødderne, og stak hænderne i lommerne. Hun så dog ned i jorden det meste af tiden. Hun viste ikke rigtigt om hun skulle kalde efter dem, men hun gik i hvert fald bare, og lyttede.

Edmund kiggede og spejdede rundt, de var efterhånden kommet et godt styk ind i skoven. De kom til en splitelse i stien "Jeg tror vi bliver nød til at dele os" sagde han og så på hende.

Hun så hurtigt op på ham, med et skrækslagen udtryk. Hun var virkelig bange for at skrulle gå alene. Og mere bange for at skulle skilles med ham. Hun tog hurtigt fat i hans hånd. "Hvorfor. Jeg tror de gik den vej!" Hun pegede med sin finger, en finger som dirrede næsten lige så meget som hendes stemme.

Han smilte svagt "At tror redder ikke særlige mange liv, vi bliver nød til at være fuldstændig sikrer og vi har sådan set ikke nogen chance for at hjælpe dem hvis vi begge går den forkerte vej og der er ingen beviser for at de gik den vej" konstaterede han og gjorde et hovedekast i den retning som hun pegede. Han så afventende på hende, han kunne godt mærke at det ikke gjorde hende helt tryk.

Hun klemte bare endnu hårdere om hans hånd, men slap så - meget langsomt. "Jeg... Måske.. Spor... jeg.. ikke..." Hun måtte blinke en masse gange for ikke at begynde at tude. Men hun stak bare hånden i lommen, og traskede til venstre. Så var der ikke mere. Hun ville hellere rede dem, end hun ville gøre noget mærkeligt.

Han fik helt dårlig samvittighed af at se hende på den måde, men han vidste bedre hvis de nogensinde skulle have en chance for at finde dem bliv de nød til at søge over så stort et areal som muligt. Han sendte et smil til hendes ryg som forsvandt i mørket og begyndte så selv at gå den anden vej.

Der gik ikke lang tid før Sakura ikke kunne gøre hans skridt længere. Det gjorde hende totalt bange, men hun blev bare ved med at se ned. Hun ville bare have det overstået, selvom hun ikke kunen vente, da de var udenfor. "Mika?" kaldte hun. "Er her nogle?" Hendes kald lød helt forkert. Alt for stille. Som om hun var i en lille kasse.

Edmund gik frem uden frygt, han havde mange gange før gået på stien. Han vidste at Sakuras var den mest sikrer, han smilte svagt for selv. Han skød genvej ind imellem træerne, han havde fundet sin stav frem, men undlod at bruge lumos da han vidste at der var flere dyr som i forvejen kunne se ham og han ikke brug for at afsløre sig selv yderligere. Han kom ud på stien igen, han satte tempoet en smule op i håb om at de ikke var særlig langt væk.

Sakura var efterhånden stoppet med at kalde, og var bange for at hun snart ville knække sammen, og begynde at tude... Hun var utrolig tæt på at begynde at løbe, men det ville sikkert tiltrække en eller anden form for uhyggelige dyr... Lige nu hadede hun alt på fire ben. Og alt med ben... Hun satte farten en lille smule op.

Edmund stoppede op, han kunne høre noget. Han var ikke alene, han kiggede rundt og fik øje på en skikkelse på jorden foran sig. Skikkelsen virkede livløs, han gik langsomt tættere på med en hævet stav. Det var en Futskolopender, den var ikke så stor som de kunne blive kunne Edmund hurtigt se, han åndede lettede op og trådt over den.

Sakura standsede med det samme. Der havde helt klart været en lyd. Hun blev med det samme den totalt kolde Sakki igen. Hun var ikke sikker på hvad det havde været, men hun var ret sikker på at det godt kunne have været et skrig. Hun satte farten yderligere op.

Edmund var nu længere inde end han nogensinde havde været, han begyndte at blive mere og mere sikker på de var gået den anden vej, han havde lagt mærke til at flere dyr i mørkede. Han havde forlængst forladt stien og vandrede nu i mørkede af ren intuation, han satsede på at han havde sat i den rigtige retning som var imod den sti som Sakura gik på lige nu. Han snublede der lå en endnu størrere Futskolopender. Den var også død, han havde nu fundet sin stav helt frem. Han var sikker på der var et stort væsen i området.

Sakura sprang ind i lysningen med sin stav i hånden. Det var svært at se i mørket, men hun havde slet ikke tænkt på at bruge Lumos. Hun bed sig i læben, og ventede langsomt til hendes øjne ville vænde sig lidt mære til lyset. Hun var helt sikker på at der var noget - lige her - men hun var ikke sikker på at det var eleverne. Hun var ikke længere bange, kun fyldt med en uhyggelig form for spænding.

Det blev hurtigt klart for Edmund, at det ville blive svære end forventet at finde den anden sti via intuation. Han lagde sin stav ned på jorden "Nox" hviskede han og hans stav roterede så den pegede til hans højre. Han tænkte sig kort om "Hvis nord er til højre skal jeg lige ud" fortalte han sig selv og samlede sin stav op med et let smil og forsatte.