Perfekt vejr, med en perfekt guy ^^ (Mumie)

Sakura var langt fra sikker på hvad der var foran hende, men hun håbede bare at Edmund ikke var for langt væk. Hvis nu der skete noget som hun ikke havde regnet med.. Men hun havde jo heller ikke regnet med at skulle herind. "Mika?" kaldte hun svagt. Hun knurrede svagt, da der ikke kom noget svar. "Lumos." hviskede hun, og et lys bredte sig fra hendes stav.

Edmund forsatte ligeud, han gik imellem træer og buske. Stien var for længst forsvundet, han kom ud til et åbent areal hvor han kunne se den skyfri himmel, men det var ikke der bekyrmrede ham. Alle træer og buske i området var brændte, han gruede ved tanken om hvilket væsen det kunne være, men det var desværre den vej han skulle for at kunne finde stien som Sakura befandt sig på. Han listede stille videre og gik forsigtigt fra brandt træ til brandt træ.

Sakura gispede, og hendes øjne var spærret op. Alt i lysningen bar brændt ned til grunden, og det som lige havde været her, var på vej væk. Hun var alt for bange til at løbe efter det, selvom det muligvis var på nakken af børnene. Hun var stivnet i hendes stilling. Hun var næsten sikker på at det havde været en drage. Eller en ildsalamander. Lige nu kunne hun slet ikke tænkte. "Edmund," pivede hun.

Han var nu midt ude i lysningen, han frygtede stadigvæk af væsnet var her et eller andet sted selvom han ikke havde set det. Han kunne så småt skimte skoven på den anden side, han smilte ved synet og kastede et kort blik over skulderen, intet. han ånede lettede op, han var sikker på han nok skulle klare den nu.

Sakura så sig fortvivlet omkring, men hun kunne ikke se Edmund nogle steder. Hun havde efterhånden fået lidt svedige håndflader. Hun ville ikke kalde, for så opdagede ... væsnet hende måske. Hun var hunderad. Hun havde altid været dårlig til besværgelser. Hun ville helt sikkert ikke kunne klare en drage..

Han var nu næsten over på den anden side, han stoppede op. Han syntes han havde hørt noget bag sig, han vendte sig om, en kæmpe røgsky var kommet til syne. "Okay, det er en drage" konstaterede han og gik baglæns tilbage mod skoven.

Sakura bed sig i læben, og måtte erkende at Edmund ikke ville komme og hjælpe hende. Hun måtte da kunne rede sig selv. Hun pede mod det store dyr som gemte sig et sted foran, med en stav som dirrede meget kraftigt. "Okay, store, søde, drage.. Vær nu sød." hviskede hun, og tog endnu et skridt.

Han vendte sig om, men i det han vendte sig om fik han øje på en skikkelse der ikke gik i et med skoven. Han stoppede op, det var Sakura. "Sakura" sagde han med en dæmpede stemme og vinkede til hende i håb om at hun ville se ham.

Sakura var stivnet i sin stilling, og pegede med dirrende hånd - også stav - på den mørke skikkelse som var kommet endnu tættere på. Da hun hørte hans stemme, kunne hun have grædt af glæde. "Edmund!" peb hun, og bed sig hårdt i læben for ikke at løbe over til ham. Hun stod hurtigt ved siden af ham, og klemte hårdt om hans hånd. "Der er en drage her et sted, hvad tror du der er sket med eleverne?"

Edmund kiggede sig omkring "Jeg tror de er ude af skoven igen" sagde han stille "Men lad os komme væk herfra" han løb lydløst over til hende og trak hende med ind i skoven. Han skulle ikke nyde noget af at tage kampen op med en drage. Han sendte hende et smil imedens han trak hende med sig ind i skoven.

Hun syntes det var lidt komisk at det nu var ham som trak afsted med hende, men det var alligevel det sygeste han trak hende væk fra. Hun ville aldrig nogle sinde glemme det øjeblik hun havde det smukkeste væsen ever. Hun klemte hårdt om hans hånd, imens hun blev trukket afsted. Hun blev kun lidt mere afslappet af hans smil. Tænk at han havde redet hende..

Han stoppede op da de var kommet et godt stykke ud i mørket "Hellere være på den sikrer side" sagde han og smilte og klappede hende på ryggen. Der var blevet belravende mørkt og de stod ikke på en sti, han var faktisk ikke helt sikker på hvor de var. Men det lod han ikke vise.

"Okay.." Hun tog en dyb indånding, og slap langsomt hans hånd. Hun kunne ikke vide at de ikke var blevet... spist? Hvis de stadig var her, ville hun rede dem. Om de så var Slytheriner. Men der var dog stor chance for at se var Ravne, siden Mika havde været med. Hun bed sig i læben, og tænke sig grundt om for at finde på en eller anden formular som kunne give et lille hint om hvad deres næste træk skulle være.

Han undrede sig kort over hvorfor hun havde taget et skridt i den modsatte retning "Nej, jeg mente vi skulle så langt væk fra det sted som muligt" sagde han smilende til hende. Han kiggede sig om for at orrientere sig, intet virkede tilsynladende bekendt. Han kløede sig i nakken "Det her kan godt blive en anelse problematisk" konstaterede han og fandt sin stav frem og lagde den på jorden "Stik nord" mumlede han og betragtede staven dreje sig og angav hvilken vej nord var, "Så skal vi den vej" sagde han og samlede staven op og pegede i den modsatte retning af staven.

Sakura følte sig alt andet end sikker, men hun havde slet ikke lyst til blive her et sekundt længere. Og Mika ville sikkert have fået dem ud på en eller anden måde... "Okay.. Syd." Hun bed sig i læben, og klemte sine hænder sammen. Hun så ned i jorden, for at tage en dyb indånding. Hun var en totalt tøs. Men hun kendte godt vejen ud...

Han kunne mærke hendes usikkerhed og at hun ikke brød sig særlig meget om situationen, "Rolig nu" beroligede han hende og gav hende et varmt og opmuntrende smil imedens han strøg hende på ryggen med sin hånd. "Lad os nu bare gå stille og roligt og nyde turen ud" han kastede et sidste blikt omkring dem for at se om der var andre til stede.

Hun prøvede at smile tilbage, og det blev da også til et svagt smil. Hun blev beroligtet af hans berøring. Hun tog ud efter hans hånd, og flettede sine fingre ind i hans. Hun vendte sig mod syd, og så opmuntrene på ham. Nu var hun i lidt bedre humør. "Jeg tror jeg kan vejen ud." Hun trak på skuldrene. Han kunne sikkert også vejen. Hun tog prøvene et skridt for at se om hendes ben vaklede for meget..

"Kom så" sagde han glad og begyndte at gå imod retningen af slottet. De var ret langt ude i skoven, så en halvtimes gang virkede som et meget godt bud. Edmund sagde ikke noget, han gik i sine egne tanker, hvorfor er der dog en drage skoven? og hvem har placeret den der. De kunne jo ikke sige noget til lærene for så ville de få eftersidning.

Sakura klemte hårdt om hans hånd, det sidste hun ville var at han skulle forsvinde. Hendes tanker fløj omkring. Hendes drøm at at have en dragefarm, skiftede pludselig lys. "Vi kan ikke sige til lærene at vi så den, vel? Så ved de jo at vi var her." Hun så ned på jorden, og gik bare.

Han nikkede "Nej, dette bør forblive fortroeligt"sagde han og bemærkede at de stadigvæk holdte i hånden efter hun havde klemt hans hånd. Han smilte svagt og så den anden vej, ikke fordi han rødmede, men han var bare ikke særlig god til andet end venskab, mente han. De gik i nogen tids stilhed.

Sakura var stadig alt for chokeret til at sige for meget. Dette havde fuldstændig fordrejet hendes største ønske. Og hvordan var den kommet herhen? Hvem? Det var nok det rigtige spørgsmål. Og hvorfor havde igen opdaget den noget før.. Hun prøvede at få styr på tankerne, og smilede svagt. Adrenalinen var efterhånden blevet lidt svagere, og hun kunne efterhånden tænke klart igen.